Vinylgenbrug skjuler højttaleren
Den lokale kunstner Ingolf Steffensen har været kreativ med en stak kasserede LP-plader.
Vinyler er blevet in igen.
Grammofonpladen, som var meldt død som musikmedie, har fået et comeback af de store, selv om det aldrig har været lettere at vælge mellem millioner af musiknumre på de forskellige streamingtjenester. Men der er bare noget særligt ved at sætte en plade på grammofonen og mærke dynamikken fra rillerne.
Og selv om en plade er uspillelig på grund af ridser og andre skavanker, så kan den få nyt liv.
Det har den lokale kunstner, Ingolf Steffensen fra Ørum, bevist og resultatet kan ses og måske også med tiden høres i Grenaas vinylmekka Mermaid Music i Lillegade.
Her sørger Keld Hermann for liv i rillerne - som han har gjort det i mange år som sælger af både kendte og ukendte musiknavnes udgivelser.
Masser af plader
»Vi har nok et ton kasserede grammofonplader på vores fjernlager, så det betød ikke alverden at finde nogle til Ingolf Steffensen,« siger Keld Hermann.
Ingolf Steffensens idé var at fremstille en højttalerskjuler af de kasserede LP-plader. Samle dem med den samme afstand imellem - og så udnytte hullerne i midten til at kunne skjule en bluetooth-højttaler.
»De første drillede, fordi de knækkede, når jeg varmede dem op, men siden fik jeg bedre styr på teknikken,« siger Ingolf Steffensen.
Han har foræret Keld Hermann det første eksemplar af højttalerskjuleren, som nu kan ses - og måske også snart høres - i butikken. For her har man ikke indtil nu haft en bluetooth-højttaler, men gjort brug af grammofoner og et par solide højttalere, når musikken skal ud af rillerne.