Bygning eller landskab? Hvad fortjener en præmie i Norddjurs
Kommunens borgere kan komme med indstilling til præmiering.
Der er en stigende interesse for bygninger, byudvikling og landskaber i en tid med fokus på kulturarv, bæredygtighed og fællesskab. Det konstaterer og glæder Lars Kalmar Kastanje, der er formand for Bygnings- og Landskabskulturforeningen i Norddjurs – BLIN.
»København er af UNESCO og den internationale arkitektforening udnævnt til verdens arkitekturhovedstad 2023 og vores nærmeste storby Aarhus vokser med store projekter på havn, i den gamle bydel og ved indfaldsveje. De mange projekter til fremme af den grønne energi – vindmøller, solceller og biogasanlæg – har fået mange til at engagere sig i kampen for at bevare de naturværdier og landskaber, de omgives af,« siger Lars Kalmar Kastanje.
Han fortæller, at Landsforeningen By og Land sammen med Realdania har lanceret projektet Samlingskraft, som støtter projekter, som kan være med til at vise, hvordan vi gør de bygninger, vi allerede har, og de landskaber vi har indrettet os i, til en del af det bæredygtige samfund nu og i fremtiden. Man ønsker at skabe opmærksomhed om de særlige steder, der er overalt i landet – nogle er fredede, andre bevaringsværdige og så er der dem, der bare er værd at bevare. Det er vigtigt, at flere lærer dem at kende og sætter pris på stederne som en værdifuld del af deres lokalmiljø og hverdag.
Ikke kun storbyer
»Det er ikke bare storbyerne, der har interesse. Det betyder også noget, når landsbyer ændres ved fornyelser og nedrivninger, og når der skal ske renoveringer og fornyelser i provinsbyerne. Hvordan ser det så ud her hos os i Norddjurs? I BLIN har vi blandt andet på denne baggrund besluttet i 2023 at invitere kommunens borgere til at være med til at indstille en bygning eller et landskab til årets præmiering,« siger Lars Kalmar Kastanje.
I BLINs vedtægter står blandt andet, at et af foreningen formål er ”at uddele en pris, gerne årligt, til en ejer, beboer eller myndighed eller tilsvarende i Norddjurs Kommune, som anerkendelse for vedligeholdelse, renovering, forbedringer eller nyopførelse på en ejendom, hvorved der er bevaret eller tilføjet by og egn æstetisk værdi. Ligeledes kan der på landskabsområdet uddeles en præmie for bevarings- eller genopretningsprojekter eller nyanlæg.”
»Vi efterspørger altså forslag fra kommunens borgere, som kan rummes indenfor ovennævnte beskrivelse. Det kan ske ved at indsende forslag til foreningen senest 20. maj,« siger Lars Kalmar Kastanje.
Herefter vil en arbejdsgruppe i BLIN udvælge de fem forslag, der skal nomineres til prisen og en bedømmelseskomité af fagfolk og politikere vil vælge den kandidat, der skal have prisen. Prisen vil blive overrakt ved et offentligt arrangement, som indledes med et foredrag af formidlingschef Kristine Virén, Bolius, som nogle måske vil kende fra ”Hammerslag” på DRTV.
Tradition for præmiering
BLIN har tradition for at uddele priserne på den årlige generalforsamling til en modtager udvalgt af bestyrelsen. Det var i 2022 til Seljerøn-alléen ved herregården Stensmark, der er velbevaret og markant i landskabet. Som tidligere eksempler på erhvervsbyggeri kan nævnes Grenaa Bilcenters bygning på hjørnet af Ringvejen og Fasanvej i Grenaa, der med markant og stramt design og arkitektur er blevet en flot bygning ved ”indkørslen” til Grenaa. Endelig bør nævnes dobbelthusene i Markedsgade 44 og 46, hvor ejerne af de to sammenbyggede huse har foretaget renoveringer, hvorved de har bragt husene tilbage til et fælles udtryk farve- og stilmæssigt.
»I 2023 satser vi på, at kommunens borgere vil hjælpe med at finde de bygninger og landskaber, der betyder noget for dem, og dermed være med til at sprede interessen for bygnings- og landskabskulturen i vores område,« siger Lars Kalmar Kastanje.