Fortsæt til indhold

Foredrag i kunstens tegn

Syddjurs Folkeuniversitet indbyder til to foredrag om kunst - og et om spøgelser.

Kultur og byliv
sra

25. april og 2. maj indbyder Syddjurs Folkeuniversitet til to formiddage, der handler om kunst.

25. april handler det om Ovartaci, der først nu 38 år efter sin død fuldt og helt finder sin anerkendelse som kunstner i sin egen ret med åbningen af eget museum i Kulturhus Bunkeren i Århus.

Ovartaci - eller som han oprindeligt hed, Louis Marcussen - var et helt enestående menneske. Gennem 56 år patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov med en alvorlig sindslidelse. Farverig, helt sin egen og med en kunstnerisk drift der måtte ud gennem en stadig strøm af malerier.

Længe så man malerierne som udtryk for sindslidelsen. I dag anerkendes de som kunstværker i deres egen ret. Kom og hør Anne Mette Strange fra Museum Ovartaci fortælle om det helt usædvanlige menneske Ovartaci og om den helt unikke kunstner Ovartaci. Syddjurs Folkeuniversitet vil også med formiddagen markere, at Ovartaci faktisk blev født og voksede op i Ebeltoft.

2. maj handler det om Anselm Kiefer. En af vor tids største kunstnere født i Tyskland i 1945, det vil sige ved Anden Verdenskrigs afslutning. Stor kunst er, når en tid måske fyldt af traumer og fortrængning kommer til udtryk gennem kunsten og dens evne til at komme ind til de dybe sår i sjælen. Kunsthistoriker Gitte Tandrup vil gøre publikum klogere på den store og vigtige maler.

24. april er der et foredrag med et helt andet tema på programmet, nemlig: Findes der spøgelser? Astronom Ole J. Knudsen og cand.mag. Katrine Rønne Nikolajsen, der har gæstet os tidligere, vil fra forskellige vinkler undersøge, hvorvidt genfærd er en fysisk mulighed eller om vores hjerner spiller os et puds.

Billetter til foredragene kan købes via syddjurs-folkeuniversitet.dk.