Fortsæt til indhold

Aarhus glæder sig over udnævnelse til breddeidrætskommune

Kultur og byliv
Kim S. Andersen

Aarhus Kommune er i dag blevet udnævnt til bredde-idrætskommune, og med titlen følger fire millioner kroner. Kulturministeriet og Nordea-fonden har iværksat den treårige landsdækkende indsats Idræt For Alle, som skal få flere til at dyrke motion og idræt.Det er de tre magistratsafdelinger Kultur og Borgerservice, Sundhed og Omsorg samt Sociale Forhold og Beskæftigelse, der står bag an-søgningen til puljen under titlen ”Aarhus bevæger alle”, og udnævnelsen skaber glæde i Aarhus:
”Det er en rigtig god dag for Aarhus. Det er en anerkendelse for vores indsats for det brede og folkelige idrætsliv. Jeg er stolt over at Kulturministeriet på den måde giver vores arbejde og initiativer et kontant skulderklap, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Marc Perera Christensen.
Et af de projekter der modtager støtte er DEN BLÅ RAMBLA. Projektet, der tegner sig for halvdelen af tilskuddet, tager udgangspunkt i vand-sportsaktiviteter og idrætsforeninger langs kyststrækningen ved bug-ten, i havnen og Aarhus Å fra udløbet i havnen til Brabrand Rostadion ved Brabrand Sø.
Aarhus Kommune modtager støtte til i alt fire konkrete projekter. Halvdelen af udgifterne betales af kommunen, og den anden halvdel af midlerne fra Idræt For Alle.
”Aarhus er jo en fantastisk by med en beliggenhed, der nærmest invi-terer til at blive brugt til friluftsliv og motion. Så jeg glæder mig over, at vi nu får mulighed for at realisere nogle af de gode ideer, som gør det let og attraktivt at få brugt vores skønne omgivelser. Og når det oven i købet også understøtter borgernes sundhed og trivsel, så kan jeg kun være rigtig godt tilfreds,” siger sundhedsrådmand Dorthe Laustsen.
Også rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse Hans Halvorsen er glad for udnævnelsen og dens forventede effekter:
”Udnævnelse til breddeidrætskommune betyder, at vi kan gøre en ekstra indsats for socialt udsatte og motionssvage borgere. Og det glæder mig meget, da motion giver både fysisk og psykisk overskud,” siger han.
Kulturministeren roser de deltagende kommuner for deres initiativer:
”Idræt og fysisk aktivitet er utrolig vigtigt for vores alle sammens triv-sel, velfærd og sundhed. Lokalsamfundet er rammen om vores hver-dag, og derfor er det vigtigt, at kommunerne har idræt som indsats-område. Jeg er glad for at Aarhus Kommune skaber mere Idræt for Alle,” siger Marianne Jelved.
Nordea-fonden, der sammen med Kulturministeriet står bag Idræt For Alle, ser frem til at følge resultaterne.
”Nordea-fonden glæder sig til at følge de syv kommuners arbejde med at sætte idræt endnu højere på dagsordenen og give endnu flere lyst til og mulighed for at være fysisk aktive på en måde, der passer dem. Det er ikke bare sundt. Det giver også gode liv. Og gode liv er, hvad Nordea-fonden støtte,” siger direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.
Kulturministeriet og Nordea-fondens breddeidrætspulje er på 20 millioner kroner til ”Idræt for Alle”. Formålet er at støtte kommunerne i at udvikle nye løsninger og samarbejder, der kan få endnu flere til at dyrke motion og idræt.
Syv kommuner laver ”Idræt for Alle” fra 2014 til 2016.