Fortsæt til indhold

Favrskovkunstnere åbner deres værksteder

De åbne værksteder skal skabe synlighed og dialog mellem beskuer og udøver.

Kultur og byliv
sra

I weekenden den 22. og 23. april åbner 26 kunstnere i Favrskov deres værksteder for publikum,

Fredag den 21. april klokken 17 til 19 er der fernisering på en udstilling i Galleriet på Kollerup Gods. Åbningstalen holdes af medlem af kunstudvalget Søren Lahn Slot.

I alt 26 kunstnere udstiller hver et værk som appetitvækker på weekendens tour de force, hvor publikum har mulighed for at besøge de pågældende udstillere.

Kataloget Kunstnere i Favrskov med kunstnernes navne og adresser er lagt frem på udstillingen, så interesserede kan finde vej til deres værksteder.

Udstillingen på Kollerup Gods er også åben 22. og 23. april mellem 11 og 17.

Besøg en kunstner er en årlig tilbagevendende begivenhed, som danner bro mellem beskuer og udøver. De foregående års åbne værksteder har vist sig at være en succes med høje besøgstal og salg fra værkstederne.

Kunstnerne i Favrskov har ønsket at skabe synlighed og dialog mellem kunstner og publikum og samtidig give folk en anledning til at aflægge besøg og kigge kunstnerne over skuldrene.

Arbejdet som kunstner kan være ensomt og derfor er besøget en god lejlighed for at fortælle lidt om arbejdsprocessen og vise værkerne frem -og for den besøgende at stille spørgsmål om værkerne.

Kunstnere i Favrskov - åbne værksteder er støttet af Kunstudvalget i Favrskov Kommune.