Fortsæt til indhold

Højskoleforeningen er vinterklar

Kultur og byliv
Arkiv

Hammelegnens Højskoleforening er klar til en ny sæson, og programmet for vinterhalvåret er netop offentliggjort.
Første arrangement er et foredrag om mennesket i en globaliseret verden. Det er Marianne Hesselholdt som med udgangspunkt i sin egen opvækst i en nordjysk fiskerby fortæller om både udlængsel og nødvendigheden af at bryde op og forlade sin hjemstavn. Det er d. 1. oktober kl. 19.30 i Tinghuset i Hammel. Der er fri entré.

Programmet indeholder yderligere 5 foredrag, som spænder vidt i emner. Fra det historiske perspektiv bydes der på en fortælling om ægteparret Vera og Knud, hvor Vera først i 1991 opdager, at hendes danskfødte mand har været Stasi-agent for DDR. Til foråret kommer der foredrag om de arkæologiske udgravninger ved Øm Kloster og om den danske fotograf Jacob A. Riis, som emigrerede til USA, og som med sit fotografiapparat dokumenterede de kummerlige forhold der herskede i de amerikanske storbyer omkring forrige århundredeskifte.
I anledningen af Halfdan Rasmussens 100 årsdag i 2015 bydes der på kombineret foredrag og sangaften. Sæsonens filosofiske bidrag bliver begrebet ”tillid”, som belyses og sættes i samfundsmæssigt perspektiv.

Alle foredrag arrangeres i et samarbejde mellem Hammelegnens Højskoleforening og Kulturhuset InSide samt Hammel Menighedsråd. Det fortæller Højskoleforeningen i en pressemeddelelse.