Mit Hjem er med i rustikt miljø og i gavehumør
En stor forberedelse kræves det , når man skal til Girls Night
”Vi har på grund af ferie ikke været med til Girls Night de sidste to år, så vi har ikke prøvet Hallen,” fortæller indehaver af Mit Hjem på Østergade i Hammel,” Birthe Risgaard.
Det betyder så, at der er lagt et kæmpe arbejde i forberedelsen til dette års Girls Night.
Rustikt miljø
Kæresten gennem 12 år, Lars, er tømrer, og det betyder, at træ vil være med til at lave et rustikt miljø på standen.
Et sulefad i træ, oliventræer og lidt euro-paller vil nok dukke op. Og en egetræsvintønde er med i blikfanget.
Inspirationen kommer ikke mindst fra en tur til Umbrien i Italien. Kassevognen er godt fyldt op, når hjemturen startes.
Barnevogn fra 1892
Et bord i spisebordsstørrelse er lavet af tømmer, der har ligget ude i flere år og fået patina, vil man kunne se. Men man kan også købe det på auktion. Det kan jo holde til at stå udendørs. Og pengene går som støtte til den nye hal ved Hammel Idræts Center.
Det rustikke ind- og udtryk understreges f.eks. af en barnevogn fra 1892. Den er til salg, men skal altså ikke bruges til det, den var beregnet til.
Gevinst på 3.500 kroner
De to slagskibe er dels de eksklusive lakridsprodukter fra Bülow, og dels lækkerierne fra Summerbird.
”Vi kommer med et kanontilbud fra Summerbird, som sælges til indkøbsprisen. Og ikke nok med det: Sammen med købet er man med i en konkurrence om en præmie til en værdi af 3.500 kroner,” lyder det fra butiksindehaver Birthe Risgaard, der også garanterer for, at der vil være masser af smagsprøver til munden. Og duft til næsen.
Trods mange omformuleringer af spørgsmålet om, hvad gevinsten er, lykkes det ikke at få noget som helst antydning af gevinsten.
Hvorfor er Mit Hjem med?
”Jeg elsker den fysiske kontakt med kunderne. Man kan ikke over nettet sende duft og smag. Vi skal give folk en oplevelse. De skal se, at vi kan meget her i Hammel.”