Rønbækskolen fik sølv i skolebibliotek
Skolebiblioteket er ganske vist væk. Nu hedder det pædagogisk læringscenter. Samtidig er paletten blevet udvidet.
De har gået stille med det, men det er sandt nok: Rønbækskolens bibliotek er hædret som Danmarks næstbedste inden for skolebibliotekerne. Årets tema var: Vindue til verden
De to initiativtagere er Rikke Harboe Jensen og Tom Ehlers Thorsen, der er læringscentervejledere. De er hele tiden i bevægelse. Har antennerne ude.
Farfar Krigsmand
Et af de eksempler, som er blevet fremhævet i bedømmelsen i forhold til temaet, er ganske illustrativt for arbejdet i læringscenteret. ”Vi har i forvejen et samarbejde med teatergruppen Teatertasken. Et stykke var vi meget begejstrede for, men vi havde ikke råd. Vi fik så den idé at koble 7.-klasserne og deres lærere sammen med kirken.
”Præsten, Kjeld B. Nielsen, sagde strakt ja, og så kom eleverne til teater med titlen Farfar Krigsmand,” fortæller Rikke. Stykket var eleverne helt opslugt af. ”Det handler om moralske og etiske dilemmaer. Var min farfar nazist?” supplerer Tom.
De fleste af den slags besøg udefra går gennem læringscentret. Det handler blandt andet om forfatterbesøg, der aftales med lærerne, sådan at eleverne har læst forfatterskabet, når forfatteren kommer.
Etik på mobilen
Red Barnet har på besøg og fortalt om mobiletik. Cyberhus, rådgivning af børn og unge på nettet, har fortalt om de digitale fodspor, vi afsætter.
Selve rummet, hvor læringscenteret befinder sig, er meget stort og opdelt efter indskoling, mellemtrin og overbygning. I timerne bruges det som arbejdsplads. I frikvartererne som et værerum.
”Det har været en udfordring at lære børnene, at det faktisk er en arbejdsplads, hvor man ikke lige løber igennem,” fortæller Tom Thorsen, der dog også understreger, at eleverne har et meget fornuftigt forhold til at arbejde trods facebook.
Efter den større inklusion, er der endnu mere brug for et sted, hvor man kan føle sig hjemme og tryg.
Læringscentret har også en del værktøjer, der kan hjælp de svage læsere.
Generelt virker læringscentret som ganske integreret med resten af skolen og dens fag.
På gulvet ligger tæpper med ord, hvor man næsten kan spille som i ludo og et stort computertastatur. ”Vi konkurrerer ofte om, hvem der kan lave flest ord,” siger Rikke Harboe.
Læseteater
I januar står både læringscentret og dansklærerne i ”Læseteaterets” tegn. Det betyder, at klasserne får udleveret en historie, som de så øver sig på at lave som ”radioteater”. De fremfører med ord og deres egne lyde forestillingen, men man kan ikke se dem. Det foregår på mellemtrinet og er en knivskarp dyst, der ender ud med en finale, hvor lærerne og 6.-klasserne er dommere. Igen konkurrencemomentet.