Fortsæt til indhold

Lea Korsgaard fortæller om 'Orgasmeland'

Journalist fra Zetland gæster Grundtvigs Højskole på tirsdag

Kultur og byliv
Arkiv

Sexpol var en lille gruppe, der i 1930'ernes København kæmpede for alles ret til en god orgasme om dagen, og som troede på, at fri sex ville revolutionere samfundet.

Det er emnet for bogen 'Orgasmeland', som journalist og forfatter Lea Korsgaard står bag. Hun kommer til Grundtvigs højskole på tirsdag den 28. oktober klokken 19.30 og fortæller den sjove, tankevækkende og overraskende historie om Sexpol.

Målet for Sexpol var et nyt og bedre samfund. Midlet var den “fuldkomne orgasme”. Gruppen blev dannet, efter Freud-lærlingen og sex-teoretikeren Wilhelm Reich i 1933 flygtede til København.

Gruppemedlemmerne banede vejen for den seksuelle revolution, vi plejer at tilskrive 1970'ernes ungdomsoprør, i en indædt kamp mod nazister, præster, socialdemokrater – og somme tider sig selv.

'Orgasmeland' fortæller for første gang historien om Dansk Sexpol - om illegale abortklinikker, sexsange på salmevers og Sean Connery i en orgasmemaskine. Og om et seksuelt ideal, der stadig påvirker os den dag i dag: Før Sexpol var det sygt at have lyst. I dag er det sygt, når lysten udebliver.

Adgang til arrangementet koster 50 kroner - der bliver serveret kaffe og kage efter foredraget.

Alle er velkomne.