Pensionisterne festede løs
600 glade mennesker mødte torsdag op til den populære pensionistfest i Ølstykke
ølstykke Brede smil og høj cigarføring. Egedal Kommunes årlige pensionistfest i Ølstykkehallen blev torsdag aften igen et kæmpe hit. 600 mennesker havde købt billet til en aften med god mad, sjov underholdning og masser af livemusik. "Vores fester plejer at være succesfulde, og denne her var bestemt ingen undtagelse. For mange er den årlige pensionistfest et højdepunkt, der giver mulighed for hygge med venner og bekendte, men det er også et godt tiltag for nytilflyttere," siger Bo Nørskov, der igen i år har været med i det planlægningsudvalg, som Egedal Kommune har nedsat. Festen, der har været afviklet siden kommunesammenlægningen, blev skudt i gang med en festmiddag, hvorefter pigerne fra Bakkens Hvile gik på scenen og leverede et underholdende indslag.
Festlige Bakken-piger
"De var fantastiske og sørgede for en rigtig god stemning. De virkede meget opsatte på at give et godt show. Senere gik Smørum-bandet "Jens og Kompagni" på scenen, og så kom der gang i dansegulvet," siger Bo Nørskov. Se flere billeder fra festen på lokalavisen.dk/egedal.