Askepot danser rundt på scenen onsdag og torsdag i Ådalshallen
Ådalens Dramahold er klar med en moderne version af eventyret om Frøken Askepot.
Forventningerne er som altid store forud for premieren onsdag 19. april på Ådalens årlige forestilling, der igen-igen har Karin og Hans Iver Jensen som ankermænd sammen med en masse frivillige, forældre m.m.
I år er det Brødrene Grimms udødelige klassiker om Askepot, som ruller over scenen i Ådalshallen i Skørring.
De ved den med indledningsordene: »Der var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden nærmede sig, kaldte hun på sin eneste datter og sagde: ”Bliv ved at være from og god, min lille pige, så vil den gode Gud nok hjælpe dig. Og når jeg kommer i himlen, vil jeg se ned på dig, og mine tanker vil følge dig, hvor du går.” Derpå lukkede hun sine øjne og døde.«
Frøken Askepot må gå så grueligt meget igennem grundet en ond stedmoder og et par onde stedsøstre, men hun vinder prinsen til sidst. Med eller uden en lille og krukket dille, en modegrøn mani, som Shu-bi-dua synger i ’Askepot’
Mon ikke Ådalens dramahold har vendt op og ned på tingene i deres version? Man gætter, at det næsten må være sådan.
Ådalen har tradition for at lave en yderst ”professionel” skoleforestilling, hvor eleverne med imponerende kulisser, sang og dans fører tilskuerne igennem løjerne på scenen.