»Nogen er mere værd end det de får, andre bruger mere end de er værd ...«
Sange fra Arbejdersangbogen bliver vækket til live i teaterkoncerten "Arbejder - Sange fra hjertet".
Tirsdag 9. maj kan man opleve teaterkoncerten ”Arbejder - Sange fra hjertet” i Pavillonen i Grenaa. Forestillingen er bestilt af Rødt-Grønt Forum på Djursland. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Teatret Møllen genopfører den succesfulde teaterkoncert fra sæson 21/22, hvor Møllen tager den ikoniske Arbejdersangbog ned fra hylden og lukker op for den kulturskat, sangbogen rummer. Gemt i sangteksterne ligger historier og værdier, der er helt grundlæggende for vores samfund – også den dag i dag.
”Arbejder – Sange fra hjertet” byder på et alsidigt musikalsk univers med både kendte og ukendte sange fra Arbejdersangbogen. Med på scenen er der to musikere, der i samspil med de fem medvirkende skuespillere vækker historierne fra Arbejdersangbogen til live.
Det er en gedigen teaterkoncert, hvor der er plads til alle - røde såvel som blå, kvinder og mænd, direktører og lønmodtagere. Sangene i forestillingen udtrykker stærke følelser og handler om værdier som sammenhold, fællesskab, omsorg, kærlighed og medmenneskelighed. Det er musik, vi alle kan spejle os i.
Billetter kan købes via pavillonen.dk.