Stor opbakning til planerne for Pavillonen
Der var positiv stemning og spændende ideer på præsentationsmødet om byggeplanerne omkring Pavillonen.
Langt over 100 mennesker mødte op, da Pavillonen lige før påske i forlængelse af repræsentantskabsmøde kaldte til præsentations- og idémøde om de store byggeplaner omkring Pavillonen.
Der er tale om store forandringer med nyt udseende, kunsthal, intimscene, flere publikumspladser, mødesteder i huset, tagterrasse og inddragelse af åen og naturen med mere, og det var borgere og brugere inviteret til at være med til at udvikle og præge.
For at præsentere skitserne til projektet og lytte til input fra borgerne var der derfor kaldt til et åbent møde, og til arrangørernes store glæde kom der flere deltagere end forventet, så salen hurtigt måtte udvides og flere stole bæres ind.
Positivt overrasket
»Vi er ovenud glade for det store engagement, og at så mange havde lyst til at deltage – der blev vi positivt overrasket og var nødt til at åbne op til ekstra lokale, for at der var plads til alle. Det var også superskønt med den store lyst til at bidrage med både fede ideer og spændende, nye overvejelser. Inden vi får tegnet projektet færdigt og sætter gang i fundraisingen, skal vi have samlet alt det gode in-put sammen og sikre, at projektet er både visionært, bæredygtigt og godt forankret,« lyder det fra Pavillonens direktør, Jesper Jul.
»Pavillonen skal i fremtiden være et kulturelt fyrtårn for landsdelen og være med til at brande Grenaa som et spændende sted at bo og besøge,« fastslår han.
På mødet orienterede Jesper Jul om baggrunden for projektet og nævnte blandt andet alle de gode minder, som knytter sig til stedet.
»Mange har fået deres første kys i Pavillonen, oplevet deres første koncert, været til bal eller noget helt andet, og den er i det hele taget en stor og vigtig del af byens og borgernes historie. I dag fungerer Pavillonen som et moderne møde- og kultursted i bredest mulig forstand , og der er god grund til, at den nu bliver endnu mere rummelig, både når det gælder pladsen og indholdet i huset.«
»Giv den gas«
Arkitekt Søren Kannegaard fra CF Møller Architects i Aalborg præsenterede skitserne til projektet og besvarede de mange spørgsmål fra salen.
Lige fra starten var der stor begejstring for både ideerne og skitserne, og det kom tydeligt til udtryk, da udviklingskonsulent Lone Jakobsgaard fra Volapyk! ApS, som er knyttet til projektet, gav bolden op til, at deltagerne kunne komme med ris og ros. På kulørte post-its skrev deltagerne deres kommentarer og satte dem på skitserne, og efter mødet kunne en glad projektgruppe konstatere, at der var langt flere glade end bekymrings-lapper.
En deltager skrev »det er bare godt - giv den gas« og en anden »en kunsthal er lige det, vi mangler«. Også åbningen ned mod åen affødte mange positive kommentarer, og der blev luftet mange ideer om brug af udearealerne.
»Vi glæder os ret meget til den videre proces, og nu er vi i gang med at samle alle de mange input, og vi er på vej med et nyhedsbrev til alle deltagerne og Pavillonens aktører samt en workshop for de unge brugere,« fortæller Jesper Jul.