"Jeg har skrevet mig selv hjem"
Med 'Kvinden de meldte savnet', der udkommer på fredag, siger Sara Blædel farvel til Louise Rick og goddag til en fremtid med nye historier og udgivelser i 23 lande samt et eventyr i USA, hvor hun til februar udkommer i samtlige stater
"... Udenfor i den silende regn lægger han geværkolben til skulderen og koncentrerer blikket i kikkertsigtet, inden han efter en dyb indånding trykker af og rammer hende midt i panden lige opover øjnene.
Han ser manden reagere som i slowmotion. Vinflasken falder ud af hånden, da han vender ansigtet mod sin kone, det ødelagte køkkenvindue og blodet, der i en kaskade er kastet bagud og oversprøjter ham, inden hun synker sammen på gulvet....."
Scenen er sat for 'Kvinden de meldte savnet', der er Sara Blædels niende krimi om Louise Rick fra Københavns Politis eftersøgningsafdeling. På fredag den 7. november er den i handlen. Og går det, som det plejer at gøre, når Sara Blædel sende en ny bog på gaden, så vil læserne stå i kø for at købe et eksemplar, og hun vil atter toppe bestsellerlisterne i mange uger frem. De foregående bøger er solgt i ikke færre end 1,7 millioner eksemplarer og udgivet i 23 lande. Og når BogForum er slut, og Sara Blædel har talt med presse og læsere, drager hun endnu en gang til USA for at tale om udgivelse af hendes bøger i samtlige stater.
Farvel til Louise og Eik
'Kvinden de meldte savnet' bliver samtidig den sidste - "I hvert fald i denne omgang" - om Louise Rick.
"Jeg har skrevet mig selv hjem sammen med karaktererne. Jeg er selv kommet i vatter og har en ro, jeg ikke tidligere har følt på samme måde, og derfor er det naturligt at sige farvel til Louise Rick, Camilla og de andre karakterer, der har fulgt mig og læserne de seneste 10 år," siger Sara Blædel.
Louise Ricks kæreste og kollega Eik har haft en rolle i de seneste to bøger. Og i denne har han hovedrollen.
"Jeg vidste hele tiden, at der var noget med ham, som jeg måtte undersøge nærmere. Han er rodløs, han har mistet noget, der var vigtig for ham. I sin ungdom har han begået en uheldig handling og truffet et valg, der har fulgt og præget ham hele livet, og det har været spændende at skrive hans historie," siger hun.
Sara Blædel fyldte 50 år i sommer og føler selv, at hun er kommet til et punkt i livet, hvor hun nu har oplevet så meget, at hun har et større perspektiv end tidligere.
"Der kommer sider frem af en, når man bliver hældt ud over kanten. Og jeg havde ikke kunne beskrive karakterens reaktioner, hvis jeg ikke selv havde oplevet så meget i mit eget liv. Det at blive ældre giver et større perspektiv. Personerne i denne bog får sat hinanden på prøver. Og jeg gør det bestemt ikke let for mine figurer, men det er pissesjovt," siger hun.
Sara Blædels seneste tre krimier er anderledes end de første seks fordi hun i disse lægger højere vægte på personernes historier og karakterer.
"De er mere at betragte som skæbnehistorier, og jeg føler, at det er der, jeg har fundet min plads. Det er mere blevet den menneskelige historie, der er vigtig. Og jeg er med årene blevet mere hudløs og modig og ikke bange for at dele ud af både skeletterne og den klogskab, jeg har fået med alderen. ”
Researcher i lokalområdet
Selvom 'Kvinden de meldte savnet' er et farvel til Louise Rick, Eik og Camilla, er det bestemt ikke slut med bøger fra Sara Blædels hånd.
Og hun glæder sig med egne ord "helt vildt" til at skrive den næste bog, som hun allerede er i gang med at researche på. Og ifølge hende kommer en del af researchen til at finde sted i lokalområdet. Men hun vil på ingen måde løfte sløret for, hvor hun researcher, eller hvilke temaer, der bliver taget under kærlig behandling.
"Historien kom til mig sidste år midt i alt det kaos, mit liv var i. Jeg har mistet mine forældre, min faster, som jeg var nært knyttet til, er blevet skilt og har haft indbrud. Men nu tror jeg også, at jeg har taget min del af kagen. Men som min mor sagde til hende på dødslejet: "Så kan du da altid skrive om det".
KRIMIDRONNING I HELE VERDEN
Når BogForum er slut den 9. november, og 'Kvinde de meldte savnet' er på gaden, tager Sara Blædel, der bor på grænsen mellem Virum og Holte, endnu en gang turen fra det grønne område til USA. Dels for at holde møder med sit amerikanske forlag og dels for at mødes med editorial and marketing teams hos it-giganten Apple, der selv har henvendt sig, fordi de ønsker at tale med 'Den danske krimidronning', som de kalder hende i USA.
Den 3. februar udkommer Sara Blædels krimi 'De glemte piger' i samtlige amerikanske stater, og ved et cocktailparty, som hendes forlag og agenter hos Victoria Sanders i New York afholdt til hendes ære på MOMA i New York, viste både CBS og Vanity Fair interesse for hende og hendes forfatterskab.