Stærkt svensk trekantsdrama i Store Bjørn Biograf
En intens film om jalousiens destruktive væsen kan ses i den lokale biograf denne uge.
”Brænd alle mine breve” er en filmatisering af den svenske bestseller-roman fra 2018. Det legendariske trekantsdrama om én mands vrede, der fortærer alt og sætter spor på tværs af generationer, får liv på det store lærred af den svenske instruktør Björn Runge (”The Wife”).
Breve fra fortiden
Forfatteren Alex kæmper med vrede og skyggesider. Han sætter sig for at udforske sine dæmoner og føler selv, at et særligt minde om bedsteforældrene kan have betydning. I processen finder han breve fra og om sin morfar, som var en anerkendt forfatter (spilles af Bill Skarsgaard). Og her gemmer sig en historie om et voldsomt trekantsdrama og en altfortærende jalousi.
I hovedrollerne ses Bill Skarsgaard (”It”, ”Deadpool 2”) over for Asta Kamma August (”Sygeplejerskolen”) og Gustav Lindh (”Dronningen”). I rollen som forfatteren Alex, der graver i sin families fortid, ses Sverrir Gudnason (”Falling”).
Filmen ”Brænd alle mine breve” kan kun ses torsdag og fredag denne uge.