I Retroworld lever og overlever den ægte vare
Graceland i Randers, 70-er gaden i Den Gamle By i Århus og Retroworld i Lerbjerg. Der ligner ikke en tilfældighed
Alt er fra 60erne- og 70-erne. Ned i mindste detalje. Indendørs Gulf-benzintank, en Puch Maxi, en jukeboks og en halv snes værelser, skur- og campingvogne til at overnatte i. Velkommen til Retroworld, der ligger ude på landet i Lerbjerg ved Hadsten.
Nødvendigt med en gård
Han har kom til Svejstrup for 26 år siden. Af uddannelse zoneterapeut og vejroperatør. Generelt AMMS, ”alt mulig mand service”. Navnet er Michael Bendstrup.
Så kom han til at sparke lidt dæk på en veteranbil. Flere kom til. Nostalgien i ordets gode betydning begyndte at trænge sig på. Ture i containere, i genbrugsbutikker og på markeder gav masser af gevinster. Så mange, at han for godt syv år siden måtte flytte til nabobyen Lerbjerg og ind i en stor firelænget gård for at få plads til sagerne. Den er nu gennemrenoveret med genbrugsmaterialer, og indtil videre dækker lokalerne 12-1400 kvadratmeter, men førstesalen forventes også at komme med.
Musikken og tidsånden
Men først en tur tilbage til 1964. To år tidligere var Michael Bendstrup blevet født. i 1964 slog Beatles igennem for alvor. Og fra barns ben var Michael solgt. Ikke mindst til musikken op gennem 60-erne og 70-erne, til hippierne, men det blev for alvor en kærligheden til hele tidsånden, som har fulgt ham op til i dag.
Han har derfor skabt en tidslomme, hvor formålet er, at det skal fungere som et erindringscenter. Man skal ikke kun læse om eller se billeder fra den gyldne tid. Man skal føle, at man rent faktisk er til stede i den.
Gulf og Puch
Alt er den ægte være. Lige fra Gulf-benzinstanderen fundet på et marked i Brædstrup, masser af radioer med rør, pladespillere til vinylplader med den rigtige nålestøj, kassette-båndoptagere, en veteranbil og en knallert, Puch Maxi. Rummene genlyder også af musik fra dengang. En hel jukeboks med singler står og venter på, at nogen vælger et nummer.
Dertil kommer hele inventaret af borde, stole og sofaarrangementer. Sjældent ser man så meget teaktræ samlet på ét sted.
Med i pakkeløsning
Der er borde og stole til, at der kan sidde 150 mennesker og spise. Køkkenet er også godkendt. Dertil kommer syv værelser plus det løse med det rigtige inventar. Flere og flere får øjnene op for dette særlige sted, som bruges til mødested, til konferencer og kurser. Fætter-kusine-fester og runde fødselsdage er oplagte Retroworld en også med i nogle pakkeløsninger for miniferie. Den Gamle By, Graceland og så Retroworld med overnatning.