Den burde være pensum i Vejle
Det var nogle pokkers år, de fem år under 2. verdenskrig. Også i Vejle. Her levede modstandsbevægelsen et aktivt liv i det skjulte, men hvem var med i bevægelsen, og hvem var kun med i de sidste dage?
Den slags spørgsmål var der stor forvirring om i efterkrigsårene, men den vejlensiske modstandsmand og boghandler, Jørgen Munch-Christensen, udgav få måneder efter krigen bogen 'Undergrunden i Vejle', hvor der blev sat fokus på undergrundsbevægelsen i Vejle.
“Der var dengang mange myter, som svævede rundt i byen, men som bogen gjorde op med,” siger Morten Pelch, der er vejlensisk journalist og manden, der har skrevet den reviderede udgave af bogen, som dengang blev udgivet i 500 eksemplarer, og som nu, knap 70 år senere, kommer i 1000 nye eksemplarer.
Morten Pelch faldt selv over bogen for år tilbage, da han gik i 8. klasse. Han skrev en opgave over bogen, som han i øvrigt lånte af forfatteren, Munch-Christensen, selv.
“Det er en fantastisk bog, som burde være almindelig pensum i enhver vejlensisk 8. klasse. Det er noget af en oplevelse at blive ført rundt i Vejle og omegn under 2. verdenskrig. Bogen er historie med nærvær. Det er folkets DNA i Vejle, og bogen gives nu tilbage til vejlenserne,” forklarer Morten Pelch.
Det er fonden bag Munch-Christensen, der har givet lov til, at bogen kan genoptrykkes.
“98 procent er som i den oprindelige udgave, jeg har dog givet sproget en lille opstramning og fjernet dobbelt a og den slags gammelt sprog,” siger han.
Bogen er til salg hos Søndergades Boghandel og hos Vejle Antikvariat i Vestergade.