Fortsæt til indhold

Guld-Harald dribler i kirken

Harald Nielsen holder foredrag i Ordrup Kirke den 25. november

Kultur og byliv
Af Mikael Østergaard

Fodboldspilleren Harald Nielsen var en exceptionel centerforward på det danske fodboldlandshold, måske den bedste Danmark har haft.
Han blev i 1960'erne kendt som Guld-Harald. Betegnelsen opstod i forbindelse med OL i 1960 i Rom, hvor Harald Nielsen både før og under turneringen fastholdt, at Danmark ville vinde guld. Det blev dog kun til sølv.
Harald Nielsen debuterede på det danske landshold i 1959. Han var da kun 17 år og er stadig den yngste danske landsholdsspiller nogensinde.
Hans karriere på landsholdet blev relativ kort, for han blev i 1961 professionel i klubben Bologna, hvor han blev italiensk mester i 1964 og liga-topscorer i både 1963 og 1964. DBU annerkendte nemlig ikke før i 1971 professionelle fodboldspillere, hvorfor Harald Nielsen blev udelukket fra landsholdet.
Efter seks sæsoner i Bologna skiftede han i 1967 til Inter for en overgangssum på 2½ millioner kr., hvad der gjorde ham til den tids dyreste fodboldspiller i verden. Harald Nielsen nåede også at spille for Napoli og Sampdoria, inden han i 1970 sluttede sin karriere.
I 1961 medvirkede han i filmen 'Far til fire med fuld musik', hvor han mødte Rudi Hansen, der spillede rollen som Mie i alle Far til fire-filmene. Parret blev gift i 1963.
Efter at være stoppet som aktiv fodboldspiller startede Harald Nielsen et firma, der importerer italienske lædervarer til Skandinavien.
Om dette eventyrlige liv kommer Guld-Harald og fortæller i Ordrup Kirke den 25. november kl. 15.