Bankospil giver overskud til musikfestival i Hammel
Mange vil gerne støtte aktiviteterne på Tagdækkervej i Hammel.
Aktivitetstilbuddet på Tagdækkervej i Hammel holder om sommeren sin Tagdækkervej Musikfestival.
Det er sponsorer, som får musikfestivalen til at løbe rundt, men:
”Vi har på opfordring søgt Århus bankoforening om økonomisk bidrag til vores femte musikfestival 13. juni 2015.
Vores festival kører rundt grundet sponsorer, men vi kunne godt bruge lidt mere økonomi for at kunne glæde vores borgere en lille smule mere. For eksempel ved at booke et lidt mere kendt navn,” fortæller tovholder Marianne Fog Martinsen.
Velgørenhedsbanko
Århus Banko forening har sagt ja til at være sponsor og har på baggrund af ansøgningen besluttet at afholde et stort velgørenhedsbanko til fordel for Tagdækkervej Musikfestival.
Dette velgørenhedsbanko spilles 29. november, og hele overskuddet går til Tagdækkervej. Arrangørerne er blevet lovet som mindst 20.000 kroner.
Pengene bliver overrakt i Århus Bankoforening mandag 1. december kl. 18.00.
”Ud over mig møder også afdelingsleder Tove Stræde og en bus fuld af borgere op,” fortæller Marianne.