Superstjerne-show udsolgt på ingen tid - ad to omgange
Der bliver en ekstra forestilling med John Malkovich i Aarhus, efter at alle billetter til første forestilling blev revet væk. Men du kan ikke nå at få billet.
Udsolgt allerede før det åbne billetsalg gik i gang.
Så stor var efterspørgslen på billetter til teater-forestillingen ’The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer’, der går i Musikhuset Aarhus i januar 2024.
Nyheden om, at den to gange Oscar-nominerede Hollywood-skuespiller John Malkovich kommer til landet, landede onsdag, og interessen var ikke til at tage fejl af efterfølgende.
Musikhusets nyhedsbrevs-læsere fik chancen for at købe billet, før det officielle salg gik i gang fredag kl. 10. Og de var så vilde efter billetter, at samtlige billetter blev revet væk i det lukkede forsalg.
Det fik Musikhuset til at rykke hurtigt og få en aftale i hus om en ekstra forestilling.
Billetterne til den blev så sat til salg kl. 10 fredag, og her var interessen øjensynligt fortsat massiv.
Kl. 10.45 var der således, ifølge hjemmesiden, udsolgt igen. Kl. 11 fremgår det dog, at man kan skrive sig på venteliste til kl. 19.30-forestillingen den 13. januar.
’The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer’ er baseret på den virkelige historie om Jack Unterweger, der blev kendt som Østrigs Jack the Ripper.
Han blev løsladt fra sin livstidsdom efter bare 15 år bag tremmer. Det skete efter pres fra en række højprofilerede intellektuelle, der hyldede de digte, skuespil og noveller, som Unterweger skrev i sin celle. Man mente ovenikøbet, at Unterweger var et skoleeksempel på, at selv den værste forbryder kan forbedres gennem kunst.
Da Jack Unterweger kom ud, var han en feteret mediestjerne. Sideløbende fortsatte han med at dræbe uskyldige kvinder i både USA og Europa, indtil han omsider igen kom for retten og begik selvmord samme dag, dommen faldt.