Randers Teater klar med nyt program
Det færdigrenoverede teater byder i den kommende sæson på 25 forskellige voksenforestillinger og 13 familieforestillinger.
Når den kommende sæson på Randers Teater skydes i gang i Randers Festuge med Hotel Pro Forma-forestillingen ”I krydset får de en ny sofa”, bliver det i nybyggede og renoverede lokaler. Og det er en forventningsfuld teaterdirektør, der efter et år med byggerod kan se frem til at skyde den kommende sæson i gang i et færdigrenoveret teater.
»Jeg glæder mig virkelig til en hel sæson, der skal spille i vores eget hus. Og så ser jeg meget frem til at invitere indenfor i vores nye rammer, som med den store nye foyer kommer til at give nogle fantastiske muligheder. Sidste sæson blev vi rigtig dygtige til nødløsninger og til at flytte rundt på tingene. Nu vil vi gøre det, vi er bedst til, og det er at give vores gæster nogle gode oplevelser med den levende scenekunst,« siger Peter Westphael i en pressemeddelelse.
Den kommende sæson byder blandt andet på Randers Teaters musikalske vinterforestilling ”Tilfældigvis forbi”, der har manuskript af Niels Olsen og indeholder masser af de gamle hits fra Rugsted og Kreutzfeldt. Forestillingen skulle have spillet i sæson 2020-2021, men nåede aldrig at blive vist for publikum på grund af covid-nedlukningen.
Til februar 2024 kan publikum opleve Teatret Svalegangens Stig Tøfting-forestilling ”No regrets”.
Juleforestilling
Der bliver også masser at glæde sig til for børn og deres familier.
Årets store juleforestilling bliver ”Gnisten og pakkefabrikken”, der i sæson 2020-2021 blot nåede at få premiere og spille to forestillinger, inden corona kom i vejen. ”Gnisten og pakkefabrikken” har premiere 30. november.
Derudover kan publikum glæde sig til ”Sallys far”. Forestillingen er instrueret af Louise Schouw og har original musik af Sigurd Barrett.
Alle forestillinger kan blandt andet ses på teatrets hjemmeside. Billetsalget til den kommende sæson åbner lørdag 29. april kl. 10 både på teatret og på nettet.