Fortsæt til indhold

Prinsgemalen hyldes på Frederiksborg Slot

Det Nationalehistoriske Museum i Hillerød viser særudstilling om Prins Henriks liv. Prins Henrik og dronning Margrethe er med ved åbningen

Kultur og byliv
Arkiv

Prins Henriks virke som både forfatter, kunstner, vinbonde og repræsentant for Danmark kommer i fokus i den kommende tid på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Her blænder de torsdag den 29. maj op for særudstillingen 'Prins Henrik af Danmark', som vises frem til den 31. august 2014.

Udstillingen markerer, at Prinsgemalen fylder 80 år den 11. juni. Prins Henriks særlige rolle som den ene halvdel af regentparret og som repræsentant for Danmark er en af udstillingens hovedfortællinger. Herfra forgrener fortællingen sig ud i en lang række af Prinsgemalens hverv for organisationer, der arbejder med både dyr, mennesker og kultur.

Men udstillingsgæsterne møder også karrierediplomaten, multikunstneren, gastronomen, sejlsportsmanden og forfatteren.

Prinsgemalen bidrager selv

Det er den prægtige riddersal på Frederiksborg Slot, der er ramme om særudstillingen, som Prinsgemalen selv har bidraget gavmildt til med blandt andet egne kunstværker, eksempler fra sine samlinger, portrætter samt private bøger og personlige fotos med videre.

Særudstillingen åbner ifølge Frederiksborgmuseet op til en mangfoldig personlighed med en stor menneskelig nysgerrighed og omsorg, og den giver et historisk vue over et alsidigt liv med funktioner, repræsentative opgaver samt vidtfavnende interesser for blandt andet kulturarv, natur, gastronomi og kunst.

Udstillingsgæsterne kan for eksempel følge Prinsgemalen under statsbesøg, nytårskure og protektioner samt i hans arbejde med vinproduktion, poesi og natur- og kulturbevarelse.

Riddersalen på Frederiksborg Slot danner rammen om særudstillingen af Prins Henrik.

Afslører nyt portræt

Udstillingen åbnes officielt onsdag den 28. maj klokken 15, hvor de kongelige gæster ankommer til slottet. Prins Henrik får selv æren af at afsløre et nyt portræt af sig selv, malet af Niels Strøbek - et portræt der efterfølgende også bliver en del af udstillingen.

Der bliver udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen med tekster af museumsinspektør Thomas Lyngby og museumsdirektør Mette Skougaard samt billeder af genstandene fra udstillingen.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er åbent alle dage kl. 10-17. Mdt

Prins Henrik og tronfølgeren Prinsesse Margrethe. Tegnet af Hans Bendix, 1967.
Prins Henrik fotograferet af Piotr Topperzer, 1993.
"Skaberens hånd" skulptur udført af Prinsgemalen, 1996.