Fortsæt til indhold

Slotskoncert på Ulstrup Slot

Kultur og byliv
Arkiv

Randers Kammerorkester arrangerer Slotskoncert på Ulstrup Slot onsdagen d. 4. juni kl. 19.30. Billetter kan købes i Værkets billetsalg eller på www.vaerket.dk og prisen er 135 kr. Ved indgangen sælges kun eventuelle resterende billetter til løssalgspris.
Randers Kammerorkester præsenterer et program med musik af Carl Nielsen og Anders Koppel ved sommerrens første slotskoncert på den gamle smukke renæssanceherregård.
Programmet består af Carl Nielsens Lille Suite for strygere og Blæserkvintetten. Musikstykkerne hører til hver sin ende af komponistens livsværk. Fra den tidlige Suite, hvor man fornemmer en inspiration fra bl.a. Brahms, til Blæserkvintetten, hvor Carl Nielsen som den erfarne og modne symfoniker rent musikalsk mødes med den umiddelbare spillemand fra Fyn, han var engang.
Anders Koppels Fløjtekoncert får desuden sin danske uropførelse med solofløjtenist ved Odense Symfoniorkester, Rune Most, som solist. Koppel forener i sit værk flere musikalske traditioner - den vestlige klassiske musik, verdensmusikken og den nutidige rytmiske musik. Men først og fremmest komponerer Anders Koppel musik til publikum og for publikums skyld.
Timen inden koncerten er der mulighed at købe et eller flere glas vin og nyde af Ulstrup Slots smukke omgivelser.