Frederiksborgmuseet må sætte ekstra bemanding på 1864-udstilling
Søndag er sidste chance for at se populær udstilling på Frederiksborgmuseet
Næsten 20.000 gæster har besøgt Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slots udstilling om 1864 på egen hånd.
Udstillingen har været så populær, at museet har været nødt til at skaffe ekstra omvisere til at stå klar til de populære søndagsomvisninger, og efterspørgslen på undervisning for skoleklasser har også overgået, hvad museet har kunnet overkomme med normal bemanding.
I udstillingsperioden har museets samlede besøgstal ligget 20 procent over sidste år.
Snart sidste chance
På søndag den 15. juni er det sidste chance for at opleve udstillingen i Frederiksborg Slots Prinsessefløj.
Udstillingen tager udgangspunkt i museets store samling af malerier fra krigen og fortæller historien om et Danmark, der kom ud på den anden side af krigen som et andet land – territorialt reduceret og med en radikalt anden selvopfattelse. Historien begynder i 1848 og slutter med genforeningen i 1920.
”Vi ville egentlig gerne have folk til at græde, når de forlod udstillingen. 1864 medførte enorme tab for den danske befolkning, og det er disse tab og denne alvor, vi har ønsket at fortælle om. Af respekt har alle faldne for eksempel fået deres navn, rang og dødsdag med på udstillingen, og det er et element, der gør indtryk,” udtaler direktør Mette Skougaard i en pressemeddelelse.
Læs mere på www.dnm.dk.
FAKTA OM 1864:
Ÿ Krigen i 1864 blev udkæmpet mellem Danmark og på den anden side de tyske stater Preussen og Østrig
Ÿ Krigen startede, fordi Danmark i november 1863 havde vedtaget Novemberforfatningen, i hvilken hertugdømmet Slesvig blev knyttet nærmere til kongeriget Danmark og dermed adskilt fra Holsten.
Ÿ Afgørende for krigens udfald blev de to store kampe: Slaget på Dybbøl Banke 18. april og Slaget om Als 29. juni.
Ÿ Efter Slaget om Als overgav Danmark sig og gav afkald på hertugdømmerne.
Ÿ Den danske grænse blev herefter trukket helt oppe ved Kongeåen syd for Kolding. Den nordlige del af Slesvig – området i dag kendt som Sønderjylland – blev først genforenet med Danmark efter en folkeafstemning i 1920