Fortsæt til indhold

Den mindste kunstudstilling med den største baggrund

Kulturmur.dk nåede til Hinnerup med Ødum-kunstners værker

Kultur og byliv
Michael Wulff

Mere end 1000 fotos fra borgerne har været kilde for seks kunstnere i Østjylland. De har ladet sig inspirere fx af en solnedgang, som er blevet knipset en aftenstund af en borger, loadet op på kulturmur.dk og så omsat til et maleri af kunstneren.
Onsdag var der fernisering i Favrskov, som er en af de seks kommuner, der står bag projektet.
Den lokale kunstner Per Tjørnild, Ødum, viste sin lille udstilling frem i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. Udstillingen består af 14 malerier sat sammen to og to, så man kan se dem på begge sider og sat op som en mur. En kulturmur, som Tjørnild udtrykte det.
“Nej, det fylder ikke meget, men så håber jeg at indholdet kan fylde,” forklarede Per Tjørnild.

Skoven bag Hinnerup Bibliotek kan sagtens gøre sig som baggrund til en kunstudstilling.

Solnedgang og Hvide Sande

Det har været en stor udfordring for Tjørnild at vælge mellem de mange fotos. Men den knaldrøde solnedgang fandt vej til Per Tjørnilds pensler.
Han var i Hinnerup på en kort visit, for Tjørnild er lige nu i kunstnerkolonien Art Hvide Sande på vestkysten. Her skal han være og arbejde i hele juni måned.
“Og der får vi jo solnedgange, som matcher dette maleri.”

Syddjurs tidligere borgmester Kirstine Bille var også mødt op i Hinnerup. Hun sidder i Styregruppen for Kulturring Østjylland, som holdt møde der samtidig med ferniseringen. Her får hun en snak med Per Tjørnild og Anders Nørgaard.

Møde i Hinnerup

Bibliotekar Birgit Stensgaard bød velkommen til den lille, men eksklusive flok som mødte op til ferniseringen.
Styregruppen for Kulturring Østjylland havde henlagt deres møde til Hinnerup Bibliotek.
Læs mere: Kulturmur.dk

Fernisering i Uhresalen. Kunstværket - i baggrunden - fylder ikke meget, men indholdet er stort, siger kunstneren.