Sommerfesten tager atter form i Ulstrup
Årets sommerfest i Ulstrup løber i år af stabelen 20. og 21. juni.
Fredag aften 20. juni lægger man i Ulstrup ud med seniorfest for de danseglade. Det sker i teltet ved hallen og musikken leveres i år af lokale Lars Peter Horsbøll som sammen med Gurli Gilberg spiller op til dans under navnet Aarkesteret. Lørdag morgen er der rundstykker og gudstjeneste, og kl. 10 går aktiviteterne i gang med blandt andet bagagerumssalg/børneloppemarked. Man skal selv medbringe bord. Hoppeborg, ansigtsmaling, ponyridning og meget andet er også klar. Der vil også være en rodeotyr, som bestemt ikke kun er for børene.
Form og Fitness stiller an med Sundhedscafe hvor man kan få målt Bodyage. Man kan prøve spinning, crossgym, massage, zoneterapi, chakra-massage, healing, tarot kort og hjertemassage.
Busbjergløbet
Kl. 10.30 skydes Busbjergløbet i gang med 6 og 10 km løb, 6 km Walk and Talk, samt 3 km. børneløb.
Kl. 13.00 starter gadefodbold-turneringen. Tilmelding senest fredag 13. juni.
Kl. 15.30 er der ægte lokalopgør på Ulstrup stadion, når Ulstrup IF tager imod Vellev IF i serie 6.
Lørdag sluttes af med stort teltbal med spisning og dans. Billetter senest lørdag 14. juni.