Havnen bejler igen til turisthytte
Borgmesteren er positiv over for fornyet tilbud fra havnen om at stille hjørnegrund til rådighed
Halvvejs gemt bag buske, træer og en pølsevogn finder man i dag kommunens turistinformation - i et hjørne på parkeringspladsen på hjørnet af Strandvejen og Rungstedvej.
Står det til Rungsted Havn, holder turistinformationen flyttedag.
Læs også: Grethe er klar til turisterne
Havnen tilbød i 2009 - og fik afslag på det - at stille en grund kvit og frit til rådighed. Det var hjørnegrunden i det første sving ned mod havneområdet.
Nu gentager havnen så sit tilbud, og denne gang er der opbakning fra højeste sted. Borgmester Morten Slotved (K) støtter nemlig fuldt op om, at turistinformationen flytter til havnen.
Men en flytning kan under ingen omstændigheder finde sted nu og her. Der skal således udarbejdes en ny lokalplan, og det var tage i omegnen af 12 måneder.
Helt store ønske
“Det har i mange år været vores helt store ønske, at kommunen flytter turistinformationen til havnen. For havnen er det sted, man altid kommer til, når man er turist i Hørsholm. Det er her, man søger information om museer, hoteller og overnatning. Og den nuværende turistinformation er svær at finde, og den er næsten aldrig åben,” siger havnemester og administrerende direktør for Rungsted Havn, Henrik Kristensen, til Ugebladet:
“Vores tilbud om at stille hjørnegrunden i det første sving står ved magt, for vi synes ikke, at kommunen i dag har et anstændigt turistbureau.”
Støtte og skepsis
Borgmester Morten Slotved støtter havnens forslag:
“Jeg er positiv. Det vil give mening med turistinformationen på havnen. Derfor skal vi kigge på, hvad der skal til for, at det kan blive til noget. Jeg vil gerne støtte havnemesterens forslag. Havnen er vores største turistattraktion,” siger Slotved til Ugebladet.
Læs også: Nye idéer til turismen i Hørsholm
Havnemester Henrik Kristensen er glad for støtten. Men meget skeptisk, fortæller han til Ugebladet:
“Det bliver aldrig til noget. I stedet for at vente et år på en lokalplan kan kommunen jo bare give en dispensation. Det er synd for vores turisme og for kommunen, at der ikke sker noget,” siger han:
“Borgmesteren har indtil flere gange sagt, at ideen og vores tilbud er alle tiders. Men det nytter jo ikke noget, når det fører til noget som helst.”
Ny lokalplan
Tilbage i 2009 gav kommunen afslag på et forslag om at placere turistinformationen på den nævnte grund på havnen, som kaldes Område H.
Begrundelsen var, at anvendelsen af pavillonen ikke falder ind under de beskrevne anvendelsesmuligheder for små bygninger i Område H.
“Desuden var der ikke særlige begrundelser for at fravige de arkitektoniske og formgivningsmæssige principper for byggeri på havneområdet,” fortæller Mette Herbert, direktør for teknik, kultur og arbejdsmarked i Hørsholm Kommune.”
Der skal således en ny lokalplan til, og en udarbejdelse af en sådan vil vare 12 måneder, vurderer hun.
Ugebladet har kontaktet formanden for miljø- og planlægningsudvalget, Borgerlistens Peter Antonsen, for en kommentar til det fornyede tilbud fra Rungsted Havn.
“Dér, hvor turistinformationen står i dag, opdages den jo af nogle af de gennemkørende trafikanter på Strandvejen. Men jeg har ikke rigtigt nogen holdning til, om den skal flyttes. Man kan jo sige både for og imod,” siger Antonsen.