Wellness-aften I fiskens tegn
Svømmehallen leverede vandet, Netto Farver leverede fiskene – og de 50 deltagende kvinder bolterede sig som ”fisk i vandet”.
HIC melde alt udsolgt, da dørene blev slået op til svømmehallen fredag aften. Lyset var dæmpet og i stedet erstattet af 150 levende lys, cafemiljøer, strandstole, parasoller, hyggekroge, lækker tapas buffet, asti/vin bar og fuld gang i jacuzzi og sauna.
Alle behandlere var fuld booket hele aftenen, og de fik alle store roser fra deltagerne. Flere var vakse og nåede 2-3 behandlinger.
Nogle fik ordnet fødderne af doktorfiskene, mens andre deltagere nøjedes med fiskene (lakse-hapser) fra tapas buffeten. ”Flere mente, at aften gik helt i fisk,” siger Allan Bo Andresen fra HIC.
Kommer igen
Efter en omgang med de umættelige fisk, fik fødderne den sidste finish hos Louise fra House of Care. Aftenen sluttede af med, at Jette Hauberg Lund og Byens Massør uddelte gavekort til en lækker massage til heldige vindere.
Bademester Kurt Sørensen fra Hammel Idrætscenter lover, at wellness-aftenerne vender tilbage i efteråret 2014.