Fortsæt til indhold

Odin og Thors hammer afsløres i Vejerslev

Den nordiske mytologi og vikingerne har fået kunstneriske udtryk.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

En weekend her i foråret var Vejerslev udsat for en veritabel motorsavsmassakre. Af den gode slags.
På to dage var en række træstammer forvandlet til skulpturer af Odin med Hugin og Mugin, Thors hammer, barske vikinger og en enkelt yndefuld kvinde.
15 lokale blev trækunstnere under ledelse af Søren Brunjolf. Om søndagen blev Thors hammer skåret fri fra bagkanten, hår og skæg kom til og vinger skulle vise, at man beherskede motorsaven.

Indvielsesweekend

Lørdag 23. august kommer så den officielle indvielse af skulpturparken på idrætsanlægget.
Kl. 15.00 kan man træffe kursisterne sammen med kunstneren Søren Brynjolf, og der vil blive fortalt om de enkelte arbejder. Samme Søren vil også underholde børnene kl. 16.30.
Om søndagen fortsætter indvielserne med en speciel gudstjeneste kl. 14, hvor Favrskov Middelalderkor medvirker. Derefter indvies tre store munkeskulpturer udført af Søren Brynjolf ved kirken.
Efter gudstjenesten er der procession til indvielsesstedet, hvor Søren Brynjolf vil fortælle om arbejdet, og hvor de kommende konfirmander indskrives i en “speciel bog”.