Fortsæt til indhold

Årstiderne skal binde Farre sammen

”Kunsten ud i Landsbyerne” er godt i gang . Også i Farre, hvor kunstneren Tine Hecht-Pedersen er skulpturel

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Til april kommer afsløringen: Farre har fået fire “indfaldssøjler” ved indfaldsvejene, og som samlende element kommer “Det blomstrende træ” på Torvet.
Da Farre blev udvalgt til at få kunst på kommunens regning, kom der tilbud fra 10 kunstnere. Kunsgruppen i Farre valgte Tine Hecht-Pedersen, der er uddannet hos Bjørn Nørgaard i at lave skulpturer i ler.

Frekventeret forsamlingshusene

Men hvordan nu med en kunstner, som bor i Kongens Lyngby?

“Jeg er faktisk opvokset i Risskov og kender godt livet på landet. Jeg har som ung frekventeret forsamlingshusene,” kommer det beroligende fra Tine, som er meget positivt overrasket over det engagement, hun har mødt. Og velvilligheden til at give en hånd med ved det praktiske. Keramik og beton og stålrør vejer jo godt til.

Tine foran efteråret med de mange korn.

En tur i byen

Processen gik i gang, og det har for alvor involveret de lokale. Ikke mindst den lokale koordinator Ulla Eriksen har hjulpet på processen.
Først gik Tine en tur i byen med kunstgruppen, og her kom spiren til at lave noget, som dels binder Farre sammen, og dels peger mod Farre og ikke væk fra stedet.
Udspillet blev så fire indfaldssøjler i keramik på en halv meter hver. De skal anbringes ved de fire indfaldsvej på hver sin cementsokkel. Helt ude, så alle i byen er “indenfor murene”.

Kornet gik rent ind

“Jeg tænkte på, hvad der binder folk sammen i lokalsamfundet og endte ud med: De fire årstider,” fortæller Tine.
Og det slog an. Ved sommerfesten blev vinter, forår, sommer og efterår modeleret op i hver sin søjle og med hver sine symboler. Mange hænder var “nede i leret”, så mange har sat sig spor.
Mest spændende var i følge Tine interessen for at være med til specielt at præge efteråret, som bl.a. består af korn, og det ved man jo noget om i en landsby.

To gange brænding

Den videre proces er den, at søjlerne nu er transporteret til brænding ved 1269 grader i Sorring. Efter det kommer de tilbage til Farre og skal have glasur lagt på. Farverne skal afstemmes efter årstiden. Derefter igen en brændingsproces, og til april er de klar til at blive “afsløret”.

Det blomstrende træ

På Torvet står et vejskilt. Det peger ud af byen. Lad os komme væk. Hvor kan vi komme hen.
“Det blomstrende træ” skal pege på, at man jo også kan komme til Farre. Træet bliver faktisk kopier af de fire indfaldssøjler sat oven på hinanden. I sammenføjningerne anbringes smilende blomster, som Tine Hecht-Pedersen er specielt berømt for. De skal lyse op og byde velkommen. Den store søjle på et par meter skal bygges i forsamlingshuset, hvor lokale også skal være med. “De skal sætte deres præg på resultatet. De skal have et ejerskab,” lover Tine.
Til april bliver resultaterne fra skulptøren og alle workshoppene afsløret med et brag af en “sammenskudsfællesspisning”, lover kunstgruppen.