Øregaard Museum og Nivaagaards Malerisamling går sammen
Ny udstilling om Matinus Rørbye, hvor milestenen ved Gentofte Sø er blandt de udstillede værker
Den danske guldaldermaler Martinus Rørbye (1803-1848) var en rejsende kunstner.
Livet igennem opsøgte han nye motiver i ind- og udland og gengav steder, mennesker og arkitektur med en næsten etnografisk interesse - uanset, om motivet var hentet i København, Skagen eller Konstantinopel.
For første gang i 33 år kan man i efteråret 2014 opleve Rørbyes billeder fra nær og fjern, når Øregaard Museum og Nivaagaards Malerisamling præsenterer denne vigtige, danske kunstner på to udstillinger, som vises samtidig.
Som guldaldermaler har Rørbye stået lidt i skyggen af sine samtidige kolleger J.Th. Lundbye og Christen Købke.
Men hans bidrag til den danske kunsthistorie er lige så vigtigt. På sine mange rejser både i Danmark og udlandet skabte han en enestående produktion, som indgår i en større fortælling om, hvordan man nærmede sig det velkendte og det fremmede i midten af 1800-tallet.
Rørbyes indfaldsvinkel var en seriøs og oprigtig interesse for de fremmede mennesker og eksotiske skikke, han mødte.
I en tid, hvor nationalstaten var i sin vorden, skabte Rørbye dermed sit eget bidrag til et verdensbillede, som var under forandring. En række af hans værker står i dag som nogle af guldalderens bedste billeder.
Ude og hjemme
Efterårets udstillinger med Martinus Rørbye på henholdsvis Øregaard Museum og Nivaagaards Malerisamling er en fælles satsning på en af Danmarks vigtigste kunstnere fra 1800-tallet.
Der er tale om to komplementerende udstillinger, der både kan opleves selvstændigt og i forlængelse af hinanden.
Mens Nivaagaards Malerisamling retter fokus på Rørbyes rejser i Italien, Grækenland og Tyrkiet, præsenterer Øregaard Museum hans arbejde under nordlige himmelstrøg, fortrinsvis i Danmark, hvor han indledte sin karriere på Kunstakademiet som elev af C.W. Eckersberg (1783-1853).
Som Eckersbergs yndlingselev blev han grundigt oplært og tilegnede sig en trofast naturgengivelse. Og ligesom sin læremester færdedes Rørbye ofte ved havneløbet i København, eller egnen umiddelbart nord for byen, med sin skitsebog under armen.
Men Rørbye gik også sine egne veje og havde øje for lokaliteter og motiver fjernt fra hovedstaden.
Allerede i 1830 drog han til Jylland første gang og tegnede sig hele vejen til fødelandet, Norge. Det var steder, hvor tidens danske kunstnere ellers ikke kom.
På senere rejser i Danmark besøgte han små, isolerede øsamfund og skildrede det særlige lys, der er på toppen af den jyske halvø; han er siden blev kaldt den første Skagensmaler.
Dermed introducerede Rørbye motiver fra datidens 'Udkantsdanmark', som ikke tidligere havde fundet vej til lærredet hos akademiuddannede kunstnere.
Udstillingerne er led i et samarbejde med Skovgaard Museet og Ribe Kunstmuseum, hvor de efterfølgende vil blive vist.
Udstillingerne kan ses 7. september–18. januar.