Fortsæt til indhold

Lokumskunst skal få eleverne på toilettet

Kan lidt kunst på toiletterne få eleverne til at ændre besøgsfrekvensen?

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Søndervangskolen i Hammel har søg Favrskov Kommunes Kunstudvalg om tilskud på 36.000 kr. til et kunstprojekt med udsmykning af skolens toiletter. Baggrunden for projektet er, at skolen gennem en årrække har oplevet, at der i de fleste klasser findes elever, som ikke ønsker at benytte toiletterne i skoletiden. Eleverne holder sig i stedet hele skoledagen, hvilket kan gå ud over deres velbefindende og indlæringsevne.
Nu skal det måske være en kunst at frekventere de sanitære faciliteter.
En ansøgning på 36.000 kroner skal bruges til materialer og løn til skolens billedkunstlærere.
Begrundelsen for valget af billedkunstlærerne er et forventet større ejerskab hos eleverne, da aktiviteterne dermed lettere kan foregå, mens alle elever er på skolen.
I kunstudvalget har man bevilget 25.000 kroner til materialer og til at indhente inspiration fra en professionel kunstner.

Kan de andre lære noget?

Kunst på Søndervangskolen er et pilotprojekt, der forventes at kunne inspirere andre skoler i Favrskov og i hele landet, da problemet med beskidte og graffitimalede skoletoiletter er velkendt i hele landet.
Af sagsfremstillingen til Kunstudvalget bemærkes dog, at det bør overvejes at indhente en professionel kunstner som projektleder eller inspirator for projektet, som sikrer at projektet bliver et kunstprojekt frem for et renoveringsprojekt. Det vurderes, at en professionel kunstner dertil vil kunne bidrage med ny inspiration til skolens billedkunstlærere.