Fortsæt til indhold

Voldum-drengen vil videre i teaterverdenen

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Hvad er der egentlig blevet af Jacob i Voldum, der duperede alt og alle, da han var hovedpersonen i Voldum-videoen?
Vi har hørt lidt til ham på scenerne rundt i Favrskov, og han er stadig bidt af en gal skuespiller, så han vil videre.
Hans interesser i teater og musik fik han lokalt på Voldum skole, Favrskov Musikskole og hos Voldum Dilettanterne.

Drag Queen med star-quality

Så nu er turen ellers gået rundt til optagelse på teatrenes elevskoler. Og i Odense var han blandt de 20 kandidater, hvoraf der skulle bruges 8.
Han kom ikke ind nu, men fik at vide, hvad han skulle gøre bedre.
”De sagde, jeg skulle prøve nogle roller, som ligger langt fra mig selv,” fortæller Jacob Ditlev.
Og det må man sige, han lever op til. Han er nu blevet Drag Queen!

Det er i den ambitiøse teatergruppe ”De skrå brædder” under Randers Egnsteater, hvor han er med i en forestilling, der hedder Buret og netop handler om, hvor forskellige vi mennesker er. Drag overfor konservative politikere. Det handler om at være fanget dels i en forkert krop, dels af andres forventninger og holdninger til en.

Sådan ser han ud i "civil", denne Jacob.

De svære høje hæle

”Jeg er lidt bange for, at nogen skal kigge ind ad vinduet i præstegården, når jeg øver mig i at gå på høje hæle,” røber Jacob.
Forestillingen kører 1. til 4. oktober i Randers, men måske er der mere lokalt under opsejling:
”Jeg har snakket med flere skoler herunder Hadbjerg Skole for at høre, om de ældste elever ikke vil have besøg af Buret,” siger Jacob.