Nedbrændt sportshal bejler til kulturlivet
Jyllinges bibliotek og teaterforening bliver muligvis en del af det fremtidige og nyrenoverede halkompleks
“Vi bor i mulighedernes by.”
Lars Lindskov, bestyrelsesformand for Jyllingehallerne, tænkte allerede fremad, da Lokalavisen Egedal satte ham stævne et par dage efter den voldsomme halbrand i juli.
Og nu har udtalelsen fået ny næring, for en kommende renovering af store og lille hal samt hele indgangspartiet kan skabe plads for byens aktive kulturliv.
“Gundsø Teater & Musikforening har henvendt sig for at høre om muligheden for en plads i det renoverede kompleks. Det må vi se på, for vi vil gerne tænke kulturen ind i hallen. Det gælder også Jyllinge Bibliotek. Hvis ingen andre byder ind på biblioteket, så vil vi gerne rumme det,” siger Lars Lindskov, der ser flere fordele ved at tilbyde brugerne et bibliotek.
“Når en familie er i hallen, så spiller den store måske håndbold, mens den lille er i svømmehallen, men hvad laver mor og far.? Her kunne de fordrive tiden med at låne en bog. Andre ting kan også komme i spil. Her tænker jeg på en form for borgerservice eller måske et gensyn med byens landbetjent. Der er mange muligheder,” siger Lars Lindskov.
Brugere tages med på råd
Han vil nu tage brugerne med på råd om fremtidens Jyllingehaller.
“Sammen med JGI's repræsentanter vil vi finde frem til, hvad der ønskes og kan lade sig gøre i det nye kompleks, men vi vil også lave en idecafé, hvor vi indsamler ønsker og behov,” siger han.