Folkevandrings-kaos skabte et nyt Danmark og Romerrigets fald
Et foredrag på Moesgaard fortæller om det danske riges oprindelse og omvæltninger i Europa.
Moesgaard Museums aktuelle særudstilling ”Ud af kaos” handler om folkevandringstiden, der er perioden fra cirka 300-600 e.Kr. mellem det vestlige Romerriges fald og vikingetiden.
Med udgangspunkt i særudstillingen og sin egen forskning fortæller historiker Kasper H. Andersen onsdag 10. maj på Moesgaard Museum om, hvordan danerne og det danske riges oprindelse skal findes i folkevandringstidens kaos.
Folkevandringstiden medførte ustabilitet og store omvæltninger i Europa, men ud af kaos opstod en ny orden. Det mægtige romerske imperium sank langsomt i grus, og nye germanske riger opstod. Nogle forsvandt hurtigt igen fra det historiske landkort, andre fik fast fodfæste og udviklede sig til egentlige kongedømmer, som via en lang og snørklet proces blev til de nationalstater, vi kender i dag. Det gælder blandt andet anglerne i England, frankerne i Frankrig og danerne i Danmark.
Herhjemme har vi ikke haft blik for den enorme betydning, som folkevandringstidens kaos havde for etableringen af danerne og det danske rige. Men som man kan se i Moesgaards særudstilling ”Ud af Kaos”, var Norden også en del af folkevandringstiden.
Kasper H. Andersen forsker i vikingetid og middelalder og han er blandt andet kendt for sin deltagelse i DR TV’s dokumentarserier: Gåden om Danmarks første Konge og Gåden om Odin.
Foredraget foregår i auditoriet på Moesgaard Museum, og billetter kan købes på moresgaardmuseum.dk.