Figaros Bryllup runder operasæsonen af
Sidste opera i denne omgang i Kino i Grenaa.
Operasæsonen i Kino i Grenaa nærmer sig sin afslutning, og punktum for mange store operaoplevelser i sæsonen bliver sat af Mozarts mesterværk ”Figaros Bbryllup” tirsdag 9. maj klokken 19 i en fire timer lang optagelse fra Royal Opera House i London, dirigeret af Antonio Pappano, der i en årrække har stået i spidsen for Royal Opera i London.
”Figaros Bryllup” er en af de mest spillede operaer overhovedet – således er det den opera, der oftest har været ophørt på Det Kongelige Teater i København. Operaen handler om kærlighedens veje og vildveje, den er fuld af forvekslinger og overraskelser, tempoet er højt og musikken er så smuk, som nu kun Mozart kan skrive den.
”Figaros Bryllup” bygger på en satirisk revolutionær komedie af den franske digter Beaumarchais, som øjeblikkeligt blev forbudt af den franske konge Ludwig den 14. Men stykket blev dog frigivet efter nogle år, og Mozart fik da ideen til at skrive en opera over Beaumarchais stykke, men han neddæmpede satiren og kritikken af overklassen for at få operaen gennem censuren i det østrigske kejserdømme. Resultatet blev ”Figaros Bryllup” som trods alt indeholder en kritik af overklassens privilegier. Men først og fremmest er operaen fuld af livsglæde, der udtrykkes gennem Mozarts dejlige musik.
Operasæsonen i Kino har budt på mange oplevelser for publikum på Djursland. Nia og Gert Skov fra Kino glæder sig over, at der nu er en fast kerne af tilskuere, der bakker op om biografens operaforestillinger. Parret siger tak for opbakningen til opera i Kino og de lover, at også den næste sæson kommer til at byde på spændende forestillinger fra Europas store operahuse, hvilket vil fremgå af sæsonprogrammet, der vil ligge færdigt i god tid inden sæsonen begynder både på biografens hjemmeside og på papir i biografen.