Kulturhus med mere pondus
Alle borgere inviteres til at se Skanderborgs fornyede vartegn på det kulturelle område
Gennem det sidste halve år har det været lidt vanskeligt at finde ind til Kulturhuset.
Støj, støv og håndværkere har huseret som bevis på, at der var en ombygning og udvidelse på vej.
Men nu er Kulturhuset klar til at præsentere resultatet af alt det hårde arbejde og inviterer derfor alle borgere i Skanderborg Kommune til en festlig indvielse lørdag 1. november.
Arrangementet begynder klokken 11.00, når borgmester Jørgen Gaarde klipper snoren over.
På åbningsdagen vil der være mulighed for at se huset og få en snak med ansatte og frivillige.
Der vil være en forfriskning til både børn og voksne, sang og musik i Nedre Foyer og et mulepose lotteri. Og så vil der være en skattejagt for børnene.
Og sådan går det slag i slag med aktiviteter i løbet af dagen.
Klokken 12.00 er der fernisering på en ny udstilling med Marie Drewes med titlen ”Skagen - Søhøjlandet - tur - retur”.
Klokken 13.00 afholdes en munter auktion over det brugte inventar, der er blevet tilovers i forbindelse med ombygningen.
Åbningsfesten fortsætter i hele november med en række arrangementer. På udvalgte dage vil der desuden være rundvisninger ved Kulturhusets formand Ebbe Larsen og trailershows i biografen.
Kafé K fejrer udvidelsen med kaffe- og kagebord for 50 kroner alle dage i november kl. 14.30-16.30.
Anledningen til byggeriet var behovet for at tilpasse rammerne til den øgede aktivitet Kulturhuset har oplevet siden åbningen i 1998.
Mødelokalerne og Sløngelsalen på første sal bruges flittigt, og trappen er blevet flyttet for at forbedre adgangsforholdene til første sal.
På første sal er der desuden indrettet nødvendige personalefaciliteter, et ekstra toilet til Kulturhusets gæster samt et ekstra mødelokale.
Kontoret er blevet flyttet frem mod facaden til Kulturhustorvet, og den udvidede foyer foran mødelokalerne på øverste etage har givet mulighed for at ændre området fra et gangareal til et opholdsareal.