Fortsæt til indhold

De 9 Faste til Lasse Rimmer

Stand up-komikeren er aktuel med sin nye onemanshow 'Selvbevidst' i kulturhuset Trommen den 25. januar. Her svarer han på Ugebladets 9 faste spørgsmål

Kultur og byliv
Arkiv

Bag facaden er jeg reelt
...omtrent ham facaden viser. Håber jeg.

Det første jeg kan huske i livet er

...at sidde i cykelsadlen foran min far, mens han kørte os umuligt hurtigt mod børnehaven. Sådan føltes det. Umuligt hurtigt. Han må have været 23 eller 24, og det tænker jeg på, når jeg synes, at en udfordring i mit eget liv føles lidt stor; min far og mor havde både mig og min spæde lillesøster, da de var 22. To-og-tyve!

Jeg var allermest lykkelig dengang

...jeg holdt op med at tænke over, hvornår jeg er mest lykkelig. Lykke er ikke en konkurrence, man har med sig selv.

Mit livs største vendepunkt var da

...da jeg var allermest lykkelig.

I weekenden vil jeg allerhelst

...arbejde. Eller... jeg ville ALLERhelst være sammen med dem, jeg holder af. Men jeg kan også godt li' at kunne købe mad og betale terminen, og jeg er komiker, så jeg arbejder altså allermest fredag og lørdag aften, og søndag morgen laver jeg radio for Radio 24Syv. Det er ærgerligt nok der, min kæreste og mine børn har fri. Heldigvis elsker jeg også mit arbejde.

Når jeg bliver gammel vil jeg

... imponere oldebørnene ved at tage tænderne ud og bilde dem ind, at jeg har vundet dem i en sværdduel med en sørøverkaptajn længe før de blev født.

Man ved man har en rigtig ven når

...de stadig gider én, når man ikke selv har overskud til at være en god ven for dem.

Jeg sætter størst pris på en kvinde når

...hun er ligeglad med, hvad der får mig til at sætte pris på kvinder. Hvem gider være sammen med folk, der bruger deres kræfter på at regne ud, hvordan de skal være for at andre bedst kan li' at være sammen med dem? Vær hvem du er. Det er svært nok.

Det sidste jeg vil gøre her i livet er

...forhåbentlig at smile og råbe: "Perfekt timing!"