Fortsæt til indhold

Ud med 'Kvinde kend din krop' - ind med 'Kvinde mærk din krop'

Parterapeut og sexolog søsætter nyt koncept for kvinder, hvor man får mulighed for at udforske, udfolde og nyde sin egen urkraft som kvinde

Kultur og byliv
Af Michael Braunstein

Hvornår har du, som kvinde, sidst været nærværende, taknemlig og skønnet på din krop? Sådan lyder spørgsmålet fra parterapeut og sexolog med mere, Heidi Als Ringheim.

18. februar søsætter hun 'et anderledes og helt nyt program for netop at guide kvinder til at mærke egen krop - med henblik på at lade kærligheden til egen krop og sjæl blomstre', som hun udtrykker det.

Heidi Als Ringheim påpeger, at i takt med at blandt andet børnefødsler, børnepasning, varetagelse af partners behov og krav, krævende job, andre familiebehov og ikke mindst kravet om en krop, der skal være toptrimmet - i takt med at alt dét og mere til er blevet hverdag for de fleste kvinder, ja, så oplever stadig flere kvinder en stigende utilfredshed med sig selv - og især med deres krop.

"Jeg selv er en kvinde, der af egen erfaring ved, hvordan det er at være utilfreds med egen krop, og jeg ved, hvor energi- og ressourcekrævende det er konstant at have fokus på kroppen,"siger Heidi Als Ringheim og fortsætter:

"Min krop og mine kropsdele lever ikke op til - og kommer aldrig nogensinde til at leve op til - alle de kropsidealer og kvinde stereotyper, som vi konstant overdænges med via modeblade, film og tv og andre medier. Det tærer simpelthen for meget på eget selvværd og identitet, og jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg bare vil have lov til at være mig selv med den krop jeg nu engang har - og desuden være glad og taknemlig for min krop og være glad og taknemlig for mig som person, menneske og kvinde."

"I min egen private omgangskreds samt blandt de kvinder jeg professionelt arbejder med som kolleger og klienter oplever jeg en stor utilfredshed og utaknemlighed overfor egen krop. Og fordi jeg personligt selv har oplevet, hvor nedslående og negativt det kan være, og hvor meget det også kan præge ens hverdagsliv og livskvalitet generelt, har jeg besluttet mig for at starte et særligt forløb for at 'gøre noget'."

"Jeg mener, at det bør være en ret, at kvinder skal kunne elske sig selv 'med hud og hår' samt opleve, at det at være til stede i sig selv, at være nærværende og fokusere positivt og kærligt på egen krop og eget sind vil kunne udvirke en stor ændring til det positive - ikke bare i forhold til sig selv, men det vil også smitte af på parforhold, familieliv - ja, alle de mennesker, man kommer i kontakt med."

Heidi Als Ringheim vil 18. februar søsætte et koncept, der er tiltænkt og tilrettelagt til kvinder, der ønsker at udforske, styrke og nære sig selv – og vel at mærke ønsker at gøre det i selskab med andre kvinder.

Kurset løber over seks moduler, og deltagerne instrueres og guides bl.a. i 'Mind-Body'teknikker og øvelser.

"Der vil være en skøn blanding og kombination af diverse danse og kropsøvelser, dejlig musik, sober samtale, afspænding/mindfulness og meditation samt visualiserings- og refleksionsøvelser, hvor du som kvinde får mulighed for at udforske, udfolde og nyde din egen urkraft som kvinde," siger Heidi Als Ringheim.

Se mere om Heidi Als Ringheims kursus her