Vi vil vælte verden og score nogle damer
Attituden fejler intet i det nye Hørsholm-band Airwaves, der den 31. januar spiller ved verdens største festival for upcoming bands
"Ondt i ørerne, fed energi og noget af en fest."
Medlemmerne af det nye unge Hørsholm-band, Airwaves, der sidst i januar spiller i København til verdens største festival for upcoming bands, Emergenza Festival, er ikke i tvivl om, hvad målet med deres musik og optræden er.
"Vi skal vælte verden og score nogle damer, og så handler det selvfølgelig om at få publikum til at leve med og slå sig løs til musikken," lyder det fra gruppens bassist Malte Harnung. der for to et halvt år siden dannede Airwaves sammen med nogle musikalske skole- og legekammerater på Vallerødskolen.
Vild og høj rock
Airwaves er nu vokset til et fem mand høj band af vilde, unge vrede gymnasie-fyre, der spiller noget af det mest seje og øredøvende undergrunds-rock a la forbilleder som Rage Against the Machine - i hvert fald hvis man spørger dem selv og den taknemmelige målgruppe på Rungsted Gymnasium.
"Da vi spillede der for nylig blev det så vildt, at lydmanden bad folk om at dæmpe sig, og det er da den bedste anerkendelse, man overhovedet kan få for en gruppe som vores," griner trommeslager William Horslund.
Har noget at lære
Om det så rækker ud over gymnasiet og Hørsholms grænser, vil vise sig, når Airwaves fredag den 31. januar for første gang optræder i København, hvor de er blevet udvalgt til at stille på Rust til verdens største festival for upcoming bands, Emergenza Festival.
"Det bliver helt vildt, og vi glæder os virkelig til at fyre den af, selvom vi selvfølgelig også er lidt nervøse for, hvordan folk vil tage imod det der," siger forsanger Lasse Just Weile, der indrømmer, at bandet stadig har noget at lære, når det handler om at få kontakt med publikum.
"Vi hører nogle gange, at vi bliver lidt for indelukkede i vores egen musik og optræden, så vi arbejder meget med at nå ud over scenekanten til publikum, og det bliver vi forhåbentlig også bedre og bedre til, jo mere erfaring vi får."
Mangler spillested
At Airwaves er i stand til at fyre den maksimalt af, står hurtigt tydeligt klart for Ugebladets udsendte, da gruppen i det lille studie i Stampens Ungdomshus giver sit nyeste nummer 'Frustrated'. En titel, der kunne dække over den følelse, som Airwaves har haft ved at være et ambitiøst band på vej i Hørsholm.
"Der er faktisk ikke muligt at være upcoming band i Hørsholm overhovedet," fastslår Lasse Just Weile og uddyber:
"Se nu det her lille studie. Det er det eneste sted, vi kan øve os. Og gymnasiet er det eneste sted, man kan optræde. Vi mangler virkelig et spillested i Hørsholm," fastslår han og får opbakning af resten af bandet, der straks kan udpege det rette sted.
Brug politistation
"Brug da den nedlagte politistation, der fungerede så godt til festivalen" siger de med henvisning til innovationsfestivalen Afsnit I, hvor Airwaves optrådte, før Lucy Love sluttede af som hovednavn.
"Men ok, vi skal jo alligevel snart videre mod København og den store verden," slutter bandet med selvsikker attitude og tanke på den kommende festival, hvor alle kan komme og se Airwaves spille på Rust, fredag den 31. januar, på et tidspunkt efter kl. 20.
Fakta
Airwaves dannet i 2011
Består af forsanger Lasse Just Weile, trommeslager William Horslund, guitaristerne Frederik Davidsen og Lukas Mortensen og bassist Malthe Harnung
Indspillede sidste år deres første EP (single), 'Get up on Your Feet', der kom ud på Itunes, Wimp og Spotify.
Her i alt indspillet i 6-7 sange.
Spiller 31. januar på Rust til verdens største festival for upcoming bands, Emergenza festival - http://www.emergenza.dk.