Gabriel Axel er død
Filmskaberen modtog forrige år Rungstedlundprisen for sit arbejde med "Babettes Gæstebud". Han blev 95 år
Filminstruktøren Gabriel Axel er død. Det beretter flere danske medier, herunder DR.
Gabriel Axel døde søndag i en alder af 95 år. Han arbejdede trods sin høje alder stadig med film, som gennem livet har været hans store passion og bl.a. indbragte ham en Oscar-statuette i 1988 for filmatiseringen af Karen Blixens "Babettes Gæstebud".
Det var også interessen for Karen Blixen, der i 2012 sikrede ham tildelingen af årets Rungstedlundpris. Her mødte Gabriel Axel selv op til modtagelsen på Karen Blixen Museet i Rungsted, hvor han takkede vittigt og ydmygt for prisen.
Læs også: Gabriel Axel fik årets Rungstedlundpris
Ud over "Babettes Gæstebud" er Gabriel Axel også kendt for film som "Flemming og Kvik", folkekomedierne om "Familien Gyldenkål" og som skuespiller i en række andre, danske film fra især 1950'- og 1960'erne.