Fortsæt til indhold

Se teater danse med 70 kilo dej

Det er en - mildt sagt - anderledes teaterforestilling, som drager på turné rundt i landet dette forår

Kultur og byliv
Peter Rasmussen

Oh, at kunne rulle sig i hvidt puddermel. Oh, at være en dej, der æltes. Oh, at bruge ben, arme, albuer, skuldre og tillige ryggen som en menneskelig æltemaskine.
Det nyetablerede danseteater sARTs forestilling ”Spis min gris”, er humoristisk, grænseoverskridende og provokerende i sin brug af mad på scenen.
Se video-trailer her: KLIK

Drevet og provokeret af den utrolige rolle mad har fået i dag, har koreograf Sofie Christiansen skabt en forestilling, der med humor og undren udforsker vores forhold til føde og krop.
Tre dansere blander moderne dans med street og hiphop til et kraftfuldt udtryk inspireret af maddesign og EAT ART.
Forestillingen er en rejse, som består af en række historier og billeder inspireret af hverdagslivet. Om at bruge maden som statussymbol og selvfedme, eller som skam og trøst. Konkrete og nærværende billeder, der fortæller om nydelse, seksualitet og selvkontrol. Om at give sig hen eller bare få for meget af alt det korrekte. Om at lege med maden og slå alt for store brød op. At dele maden, bryde brødet eller bare ville beholde det for sig selv.
I forestillingen "Spis Min Gris", som drager på turné rundt i landet i februar, marts og april, indgår blandt andet 70 kilo dej.
Se mere om, hvor den særprægede forestilling spiller de kommende uger her: KLIK