L.I.G.A. spiller for 4.000 skolebørn
For sjette år i træk afholder Rudersdal Kommune børnekulturfestivalen HOP&ROCK, der løber af stablen på torsdag
4.000 børn i farvede t-shirts indtager Rudegaard Idrætsanlæg i Holte på torsdag. Det sker i anledningen af Rudersdal Kommunes sjette børnekulturfestival HOP&ROCK, der blandt andet byder på stribevis af aktiviteter fra kommunens foreninger.
”Både klubber og foreninger gør mere og mere ud af det. Børnene shopper jo rundt mellem en masse forskellige aktiviteter, så det er både sjovt at kigge på og deltage i,” forklarer Michael Hørdum, der er formand for projektgruppen for HOP&ROCK og SFO/SFK-leder på Sjælsøskolen.
Festival på Instagram
HOP&ROCK festivalen satser i år på at involvere børnene gennem de sociale medier. Med #hopogrock på Instagram kan børnene uploade deres egne billeder og oplevelser fra festivalen, som efterfølgende bliver vist på storskærm.
”Ungerne startede allerede i februar med at øve dans og musik til den store dag, og der er kommet billeder løbende på Instagram. På den måde får vi bredt festivalen ud, så HOP&ROCK ikke kun foregår den 22. maj,” fortæller Michael Hørdum, der håber, at det nye tiltag kan involvere børnene endnu mere i begivenheden.
”Børnene er mere aktive i forhold til festivalen, for det er jo deres øjeblikke, der kommer op på storskærm. Og bagefter er det sjovt at genopleve dagen via billederne,” siger Michael Hørdum.
L.I.G.A. slutter af
Efter en hel dag med aktiviteter, sang og dans, slutter festivalen af med den danske pop-trio L.I.G.A, der blandt andet er blevet kåret som årets nye danske navn ved Zulu Awards.
Vær med enten ved scenekanten eller på storskærm, måske med madkurv eller sandwich på græsset, når L.I.G.A. rocker store scene med numre som ”Julia” og ”Den første gang”.
Se musikvideoen til L.I.G.A.s kæmpehit Den Første Gang nedenfor: