Fortsæt til indhold

Susanne Clod Pedersen klar med 9. og 10. roman

Sidste to dele af Susanne Clod Pedersens bibelske romantrilogi udkom i fredags

Kultur og byliv
Arkiv

Fortællingen om Jesus set fra en kvindes synsvinkel.

Det er kort fortalt historien i den bibelske romantrilogi, den i Hillerød bosiddende forfatter Susanne Clod Pedersen har udgivet. De sidste to bind af trilogien, som hedder "Susannas bog", udkom fredag den 13. juni.

De to romaner er Susanne Clod Pedersen niende og tiende roman og handler om den 18-årige fiskerdatter, Susanna, som fulgtes med Jesus. Hun er søster til disciplene Simon Peter og Andreas.

"Bibelen er skrevet af mænd og indtil for nyligt også kun prædiket og fortolket af mænd, men nu har jeg givet Susanna ordet. Ikke for at missionere eller provokere, men slet og ret for at videregive den evangeliske fortælling som en spændende og vedkommende historisk roman-trilogi set fra en kvindelig synsvinkel," skriver Susanne Clod Pedersen i en mail til Hillerød Posten.

Kvindefjendsk patriarkat

"Susannas bog" er en udviklingshistorie om en ung kvinde, der rejser sig i et kvindefjendsk patriarkat, og det er en kærlighedshistorie om hendes betagelse af to mænd i discipelflokken: den nænsomme og underkuede hyrde Natanael, og den frihedshungrende og provokerende Judas.

"Verden over baseres den kristne tro på de evigt vedkommende historier fra Bibelen - men kender vi egentlig Jesus' samtid, det gammel-jødiske samfund, den patriarkalske tankegang og de teokratiske bevæggrunde? Da Susanna fulgte sine brødre, den dag Jesus kaldte dem til at blive sine disciple, mødte hun en mand, der vendte op og ned på den gængse samfundstruktur og som ikke mindst var verdens første kvindesagsforkæmper," skriver Susanne Clod Pedersen, som peger på, at biblen er evigtaktuel og vedkommende, uanset om vi er troende mennesker eller ej.

Hun nævner blandt andre Dan Browns populære bøger, den nye film med Russel Crowe om Noa og syndfloden, og Ridley Scotts kommende, stjernespækkede Moses-film "Exodus".

Hillerød Posten besøgte Susanne Clod Pedersen, da hun i 2008 havde udgivet ”De gyldne sporer”, første del af riddertrilogien om ridderen Hialmar.

Mor til fire

Susanne Clod Pedersen er født i 1967 og uddannet koncertpianist ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Hun arbejder som organist i Græsted Kirke og som studielektor ved Institut for Kunst og Kultur, Københavns Universitet. Hun er mor til fire børn.

Læs mere på www.susanneclodpedersen.dk. Mdt

Hendes nyeste triologi er udgivet på Lindhardt & Ringhof og Boedal Forlag.