15-årig laver film om transkønnet
Lucas Helth Postma fra Holte, har lavet en film om at være født i en 'forkert' krop
Transseksualitet er temaet for en debutfilm af den bare 15-årige Lucas Helth Postma fra Holte.
Kortfilmen "BOY" handler om 16-årige Emilie, der føler, at hun er født i den forkerte krop.
Indeni er hun en dreng. I filmen følger man Emilie og hendes frustrationer over ikke at føle, hun lever op til sin mors krav. Hendes mor ved godt, der er noget på færde, men ignorerer det fuldstændigt.
Filmen er Lucas Helth Postmas debut som instruktør og den er lavet på filmskolen Station Next.
'Hamrende vigtigt'
"Jeg har valgt at lave en film med dette emne, da jeg synes det er hamrende vigtigt. Jeg har selv prøvet at vokse op og føle mig 'forkert'. For jeg er homoseksuel. Jeg fandt heldigvis ud af, at jeg ikke var forkert, men det at stå ved, at det var den, jeg var, er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Og sådan synes jeg ikke, det burde være," siger han.
Filmen er skrevet og instrueret i samarbejde med den unge instruktørs venner.
"Jeg håber, at filmen kan bringe noget opmærksomhed. Ikke mindst på grund af det vigtige emne, men også fordi vi er unge mennesker, der har lavet den, og jeg vil gerne vise, at unge mennesker også kan have talent," siger han.
"BOY" har premiere i Imperial onsdag den 18. juni og online premiere den 19. juni.