Fortsæt til indhold

Bliv "Væbner af Egedal"

8. juni: Rejs tilbage til 1600-tallet i Smørum

Kultur og byliv
Arkiv

Søndag den 8. juni fejrer Egedal Kommune renæssancefestivalen 'Svenske Slaget i Smørum', hvor modige bønder i 1659 nedkæmpede brutale svenske lejesoldater. Og i år kan alle børn blive trænet i væbnerskole for at blive udnævnt til 'Væbnere af Egedal'.
For tredje år i træk fejrer Egedal Kommune den folkelige renæssancefestival 'Svenske Slaget i Smørum', der sidste år blev en sand publikumssucces med omkring 800 besøgende på bare fire timer.
Det sker Pinsedag, søndag den 8. juni fra klokken 12.00 til 16.00 bag ved Kulturhuset i Smørum.
Og i år åbner festivalen en særlig væbnerskole, hvor alle drenge og piger kan blive trænede i en række udvalgte renæssance-færdigheder som fægtning, kamptromme, smedning, dans, fjerpen og vifte, der var den tids svar på sms og tweets.
"Vi udvider i år med en særlig væbnerskole, hvor alle raske drenge og piger får et diplom med laksegl, hvis de har gennemgået en omfattende væbnertræning på festivalpladsen, der blandt andet handler om våbenbrug, gode manerer og renæssancedans," fortæller arkiv- og museumsleder Rolf Kjær-Hansen.

1600-tallet folder sig ud

Festivalen slår igen i år lejr bagved Kulturhuset i Smørum. Det sker med en masse boder og aktiviteter tæt på det historiske sted i Smørum kaldet 'De svenske grave', hvor man for 102 år siden fandt 10 skeletter fra den svenske konge Karl Gustavs 30.000 mands store hær, der i 1600-tallet plyndrede og hærgede i området under belejringen af København.

"Jeg håber, at festivalen 'Svenske Slaget i Smørum' bliver lige så stor en succes som sidste år, hvor omkring 800 børn og voksne oplevede 1600-tallet folde sig ud med musik, dans og drabelige fortællinger. Det er gratis adgang til lejren, hvor man selvfølgelig både kan købe godt øl og Karl Gustav korvar, men også tage sin egen picnickurv med i det grønne," siger arkiv- og museumsleder Rolf Kjær-Hansen.

Lige som de foregående år bliver 'Svenske Slaget i 1659' opført i en arena midt på festivalpladsen, hvor børnene også kan blive klædt ud som bønder og få lov til at kæmpe mod barske svenske lejesoldater fra Rollespilsakademiet og The Armoury.

Hvor og hvordan?

Der er gratis adgang til festivalen, der finder sted søndag den 8. juni fra klokken 12.00 til 16.00 - ikke langt fra mindestenen for 'Svenske Slaget i Smørum', der står i udkanten af Smørum i Nordsjælland.
Adressen er: Smørum Kulturhus, Flodvej 68, 2765 Smørum.