Fortsæt til indhold

Kvinder i fokus for Randers Kammerorkester

Randers Kammerorkesters kommende sæson har blandt andet kvinder i kunsten som tema.

Kultur og byliv
sra

Når Randers Kammerorkester lukker dørene op til sæsonen 2023-2024, vil der være fokus på kvinder, der optræder, spiller, komponerer, underviser, skaber rammerne, inspirerer eller er håndværkeren bag instrumenterne. Fra skuespilleren Ghita Nørby og blokfløjtenisten Michala Petri over pianisten Katrine Gislinge til komponisten Katinka Vindelev Fogh til violinbyggeren Noémie Viaud. Det skriver orkesteret i en pressemeddelelse.

Op gennem musikhistorien har kvindernes rolle ofte været vigtige men usynlige. W.A. Mozart, Felix Mendelssohn og Robert Schumann var store komponister, men deres søstre eller ægtefælle havde også et stort musikalsk talent, som aldrig for alvor blev foldet ud. Med temaet ”Kvinder i kunsten” sætter Randers Kammerorkester i sæson 2023-2024 fokus på kvinder, der trækker i trådene, komponerer eller selv står på scenen. Til fem af koncerterne under temaet ”Kvinder i kunsten” er der knyttet et foredrag, der er arrangeret i samarbejde med FOF Randers. Fire af foredragene afholdes umiddelbart før de enkelte koncerter.

Sæson 2023-2024 bliver en sæson, der veksler mellem intime kammerkoncerter, udadvendte orkesterkoncerter med store solister og koncerter, der både er iørefaldende og lægger op til eftertanke. Det musikalske program rækker fra Bach, Mozart og Mahler til Queen, Beatles og skotsk folkemusik. Et af sæsonens højdepunkter bliver koncerten med den verdensberømte basbaryton Bryn Terfel, der åbner sangfestivalen Voxperience.

Billetsalget til sæson 2023-2024 er åbnet.