Singler på parcellen og terror i baghaven
I løbet af foråret får Favrskovs kulturhuse og biblioteker besøg af en lang række mennesker, der har noget at fortælle.
Vi fortæller løbende om, hvad der kommer af tilbud. Her kommer vi lige omkring fem af dem.
PET og terrorismen
Hvordan er terrorismens tankesæt, rødder og metoder? Og hvordan arbejder PET med at forhindre terrorisme i Danmark? Centrale og spændende spørgsmål fra en verden, der af gode grunde virker lukket, men som den tidligere chef Hans Jørgen Bonnichsen har arbejdet på at lukke lidt op for. Ham kan man møde på bibliotek og Kulturhuset i Hinnerup. Det sker 24. februar kl. 19. Den tidligere PET-chef vil give sin egen vurderingen af terrortruslen i dagens Danmark. Bagefter er han klar til en debat.
Søren og mennesker
Hammel Bibliotek er rammen, når Søren Ryge lørdag 1. marts kl. 14 er i byen. 36 år på skærmen! Det er det blevet til for Søren Ryge. Mest om haver – men det er også blevet til andet. I de senere år har man kunnet opleve et stigende antal udsendelser, der handler om mennesker.
Når Søren Ryge laver den slags fjernsyn, ligger der altid et større forarbejde med at finde menneskene og få dem til at fortælle. Og hvorfor er det egentlig så interessant at høre helt almindelige danskere fortælle om et helt almindeligt liv?
Den grumme krig i 1864
Historien glemmes ikke. Tom Buk-Swienty, historiker og bestsellerforfatter til bøgerne ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Slaget om Als” gæster Sløjfen tirsdag 22. april kl. 19.30. I løbet af foredraget runder han flere af de historiske begivenheder, som i så høj grad kom til at forme danskernes selvforståelse.
En mand, der også har en spændende historie, er Erik Norman Svendsen, der har været præst i et langt liv. Han sluttede som biskop, og han er stadig kongehusets præst. Han er i Hammel Bibliotek torsdag 20. marts kl. 19.30
Singler og andre liv
En million danskere bor alene. En af dem er Ann Mariager, men hun lever ikke et liv i undtagelsestilstand. Hun spiser ikke en klapsammen hver aften, og hun går ikke og vrider hænder i fortvivlelse over, at der kun står ét navn på hendes dørskilt. Det kan man høre om i Hinnerup 19. marts kl. 19. Ann Mariager giver et modent og muntert forsvar for et liv alene. Foredraget er ikke kun for enlige, men en opmuntring til alle om at få noget godt ud af livet. Hun har skrevet om det i bogen med den meget sigende titel: Mageløs på Matriklen.