Eva går til karate og vil være læge
Ugens "ung i Hillerød" er en ambitiøs, ung dame
Hver uge møder Hillerød Posten en af de unge, der bor i kommunen. I denne uge traf vi Eva Tokarski, som snart fylder 15 år. Hun bor i Gørløse og går i 9. klasse på Johannesskolen.
Hvad laver du i din fritid?
Jeg går til karate. Jeg kan lide at kunne forsvare mig selv og ikke være bange, når jeg går i byen. Så er jeg tryg, også om aftenen. Samtidig kan jeg også godt lide disciplinen, der er. Altså at man står stille og lytter, når træneren siger noget. I skolen er det mere afslappet. Samtidig er jeg måske lidt af en drengepige... Vi er nok kun fem piger ud af 15-20 stykker på holdet.
Laver du andet?
Jeg gør rent på skolen en gang om ugen. Det passer perfekt, fordi jeg så ingen transport har til jobbet.
Hvordan er det at gå på Johannesskolen?
Jeg er rigtig glad for det, så det er underligt snart at skulle sige farvel. Det er en kristen privatskole, og jeg kan godt lide, at der bygges på det kristne grundlag.
Hvad skal du bagefter?
Jeg søger ind på HTX, teknisk gymnasium, for jeg vil gerne være læge, og de har en linje, der er målrettet til det - bioteknologi er perfekt, hvis man gerne vil være læge.
Hvorfor vil du gerne være læge?
Jeg synes, sundhed og biologi er spændende, og jeg kan kan godt lide tanken om, at man som læge både kan hjælpe folk og bruge sin viden. Altså at man blivet fagligt udfordret samtidig med at man hjælper folk.
Hvordan er det at bo i Gørløse?
Der er hyggeligt, for jeg går i skole i Hillerød, hvor jeg mødermange mennesker, og så er det rart at komme hjem til stilheden. Jeg boet der i omkring tre år, før boede jeg i Hillerød. Der er lidt landsby over det på vejen, hvor jeg bor. Vi passer hinandens hunde og børn og sådan....
Livret:
En god bøf med brun sovs og kartofler.
Rejser:
Vi skal til USA i tre uger til sommer, det glæder jeg mig til.
Fjernsyn:
Sjit Happens på TV2 Zulu. Det er fantastisk.
Musik:
Jeg lytter til pop, gerne Christopher.