Fortsæt til indhold

Sådan fik Thomas et sundere liv

En kur endte med en helt forandret livsstil for vognmand, der nu deler ud af sine kosthemmeligheder

Kultur og byliv
Arkiv

Det lå ikke i kortene, at Thomas Wiigh Larsen skulle blive sund, men det er, hvad han er i dag.
Faktisk er Thomas gået fra overvægtig til at have ændret livsstilen helt, så den nu inkluderer masser af motion. Bl.a. er turen gået til Paris - på cykel -, han løber jævnligt og er blevet 40 kilo lettere.
Modellen er TV2's GO' kur, hvor der er kommet helt nye boller på suppen i den lokale taxavognmand Thomas Wiigh Larsens liv.
Trods hårde og sure dage fortrød han ikke, at han i 2011 meldte sig til GO'kuren og tvang sig selv til at lære om sund livsstil, kost og motion.

Hør ham fortælle

Torsdag den 20. februar kl.19.30 gæster Thomas Wiigh Larsen Selmersbo Aktivitetscenter, Selmersvej 13, når den lokale Diabetesforening er vært ved årets første arrangement under overskriften ”Jeg skal aldrig ud på den glidebane igen!”.
Det er Diabetesforeningens bestyrelsesformand Jerry Ritz, som har overtalt Thomas Wiigh Larsen til at dele af sine erfaringer om hans store livsstilsændring:
”Jeg hørte, at Thomas ved et arrangement i FrivilligCentret sidste forår havde fortalt om sine oplevelser, og det havde været meget interessant at høre en person med så meget viljestyrke. For diabetikere handler det også om at tage ansvar for sit eget liv og komme i gang med at ændre sine kostvaner og dyrke effektiv motion, så man kan leve et godt liv med sin kroniske sygdom. Thomas' gode resultater håber vi kan være med til at inspirerer andre til at gå foråret i møde med nogle klare målsætninger.”
Arrangementet er for både medlemmer som alle andre interesserede. Deltagelse er gratis, men Diabetesforeningen understreger at tilmelding er nødvendig og skal ske på mail: horsholm@diabetes.dk med oplysninger om navn, adresse og telefonnummer eller på telefon 45866655.
Efter Thomas Wiigh Larsens indlæg og en kort pause afholder Diabetes Lokalforeningen sin ordinære generalforsamling for medlemmer.